Britt Carlsen
Fire danskere ryttere i Polen red en meget vigtig sejr hjem. Linnea Ericsson, Tina Lund, Thomas Sandgaard og Lars Bak Andersen slog 16 andre hold og vandt Nationsspringningen i Poznan. Det er over 10 år siden, at Danmark sidst vandt en Nationsspringning. Sverige måtte nøjes med andenpladsen og England blev nr. 3. "Det er fantastisk!", lød meldingen fra landstræner Achaz von Buchwaldt, som nu ser med stor optimisme på fremtiden. På pressemødet i Bernstorffsparken for en måned siden, var både Buchwaldt og Thomas Sandgaard tilbageholdende, når talen faldt på Sandgaards deltagelse ved VM i Aachen. Men direkte adspurgt i dag, om Sandgaard er et emne til Aachen, svarede von Buchwaldt, "Nu er alt muligt". Sandgaard red i dag to fejlfri runder. Linnea Ericsson var jublende glad for sejren, som hun tillægger landstræner Achaz von Buchwaldt sin del af æren for. "Det er så rart at have én med, som ved hvad han gør. Alle stoler på ham og det giver en ro og en tryghed hos alle, at han er med", sagde hun. Linnea Ericsson red med en enkelt nedrivning i første runde og en fejlfri anden runde. Lars Bak Andersen havde 0 fejl i hovedrunden og fire fejl i anden runde. Landstræneren lægger ikke skjul på sine forventninger til hesten Conair, som han ser som en hest med mesterskabspotentiale. Tina Lund red med nul fejl i hovedrunden og hun red ikke anden runde. Kilde: DRF