Britt Carlsen
Regnen væltede ned over Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack i ECCO DM's anden afdeling ved Equitour, og alligevel fik de to vist en fremragende Special med flotte sidebevægelser og i det hele taget med stor øvelsessikkerhed. Eneste lille fejl kom i etterchangementerne direkte op imod vinden og regnen, og det understregede Daniel, man absolut ikke kunne bebrejde hingsten. I det hele taget var han begejstret for Zack i dag, og som man kan høre i dette webtv-klip.
Med 79,48% til Zack var de sikkert i front i klassen, hvor mange ryttere fik vist flotte ridt for det engagerede publikum. Da Daniel kom på banen med Blue Hors Don Olymbrio, hvilede alles øjne på ekvipagen – kunne Daniel gøre det igen og sikre sejren også i DM-klassens anden afdeling? Det kunne han endog med en lille kommunikationsbrist i den første piaffe og en taktfejl i den sidste øgning. Med 79,608% lagde han sig i spidsen af konkurrencen.
I Grand Prix-klassen i går var der lidt usikkerhed at spore hos 9-årige Bohemian, men i dag var han og Cathrine Dufour sikkerheden selv med flot piaffe og passage, og som man kan høre Cathrine fortælle i dette webtv-klip, så var det parrets bedste Special til dato. Hun gik ind på tredjepladsen med 78,039%
Igen i dag var Agnete Kirk Thinggaard med helt fremme i topkampen med JoJo AZ og de opnåede 73,3%
I den samlede stilling fører Daniel og Blue Hors Don Olymbrio med 157,608, mens han har 156.070 på Blue Hors Zack – han skal så vælge en af sine heste til kür-finalen på søndag, hvor de 15 bedste ekvipager kommer til start. Cathrine Dufour og Bohemian har 151,799 points, mens Agnete Kirk Thinggaard og JoJo AZ har 146.969.
Se resultatet af klassen HER og den samlede stilling i mesterskabet HER