Thomas Bach Jensen
Første afdeling af holdkonkurrencen Blue Hors FEI Nations Cup CDIO4* blev i dag afviklet i Grand Prix presented by Almased, og for det danske hold blev det en klasse med "highs and lows".
Anna Zibrandtsen og hendes EM-hest Arlando havde et af deres bedste ridt, der endte i en diskvalifikation, da hesten bed sig i tungen, og der viste sig blod. Det betyder ikke blot, at Anna og Arlando blev disset i dagens klasse, men også er diskvalificeret fra den afgørende Grand Prix Special i morgen.
Det betyder, at Rikke Svane, Cathrine Dufour og Daniel Bachmann Andersen er alene om at repræsentere Danmark i søndagens Grand Prix Special. Rikke Svane og Finckenstein fra det danske NM-guldhold leverede i dag et tilfredsstillende ridt til 67,609%, mens det gik anderledes skuffende for Danmarks tredobbelte EM-medaljervinder, Cathrine Dufour.
Hendes unge hest Bohemian, der ikke blot er talentfuld men også temmelig urutineret, følte sig ikke tilpas på banen og blev skræmt. Det gjorde vejen rundt i programmet temmelig lang for Cathrine Dufour, der på grund af hestens utilpashed og tøven mistede mange point i de dyre øvelser.
– Vi har to meget talentfulde unge heste på holdet, og i dag blev den mindst erfarne skræmt og havde svært ved at holde fokus. Sådan kan det gå, men i morgen er en ny dag, sig landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.
Sidste danske rytter på banen lørdag aften i Grand Prixen var Daniel Bachmann Andersen, der med Blue Hors Zepter leverede så overbevisende en præstation, at det førte til suveræn sejr med 76,217% og personlig rekord for ekvipagen.
– Det var bare superfedt. Zepter var med mig hele vejen, og så er han ”home made”, fortæller Daniel og tilføjer: – Der er masser af point at hente endnu, og der er plads til forbedring i pirouetterne, men jeg fortsætter lige så stille med at udvikle Zepter.
Rytterne tager dagens resultat med videre til Specialen i morgen. Her går anden afdeling af holdkonkurrencen i dressur kl. 13:50 i Blue Hors FEI Nations Cup CDIO4* Grand Prix Special presented by Gorrissen Federspiel. Se startlisten HER.
Se klassens resultat HER.
Se den foreløbige holdstilling efter Grand Prixen HER.