Cool Unite er kommet for at blive

22-02-2024 10:11

Cool Unite-turneringen, der er en landsdækkende turnering for ekvipager på E- og D-niveau, blev rundet af med et brag af en finale i den forgangne weekend. Finalen fandt sted i Vilhelmsborgs flotte rammer, og Bjarne Nielsen var også til stede for at give rytterne feedback på deres ridt

Copyright Ridehesten.com
Bjarne Nielsen gav rytterne et par kommentarer med på vejen til Cool Unite Cup. Foto: Lykkefoto/Selina Lykke
Nyheden fortsætter efter annoncen

Cool Unite Cup er en nyopstartet turnering for ekvipager på E- og D-niveau, der har til formål at samle penge ind til syge og udsatte børn. Det er Charlotte Bolivard, som arbejder hos Cool Unite Fonden, der er den drivende kraft bag turneringen, og hun fortæller om stævnet: 

Det har været en fed oplevelse. Det var jo et D-stævne, og rigtig mange af vores ryttere har ikke haft chancen for at ride på Vilhelmsborg. Derudover fik de også en kommentar med fra Bjarne Nielsen om søndagen, og det var simpelthen fantastisk. Der var simpelthen nogen, der græd af glæde. De synes, det var så fedt. 

Charlotte står selv bag ideen til turneringen. Til finalestævnet havde hun dog fået Slagelse og Vemmelev Rideklub med på projektet, så det blev muligt at afholde stævnet på Vilhelmsborg. Derudover understreger Charlotte også, at stævnet i høj grad er stablet på benene af en masse frivillige, der gerne vil være en del af projektet. 

Ryttere i alle aldre var velkomne til stævnet, og derfor var der både helt unge ponyryttere og ryttere på over 60 år med til stævnet. For flere af rytterne var det også første gang, at de havde deres hest eller pony med til et flerdagsstævne. 

– Det var en kæmpe oplevelse for de her unge ryttere, slår Charlotte fast. 

Fokus på harmonien mellem hest og rytter
Til finalestævnet havde Charlotte også etableret et nyt tiltag, hvor den mest harmoniske rytter blev kåret. Christina Medom stod i spidsen for at bedømme ekvipagerne, og her lagde de vægt på hestens adfærd, ridningen, opstilling og harmoni mellem hest og rytter. 

Charlotte fortæller desuden, at hun næste år gerne vil gøre denne del af turneringen til et større element i konkurrencen: 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Næste år skal det være en del af konkurrencen. Den bedømmelse kommer til at tælle for én procent i programmet. For det handler ikke om at være hurtigst eller at have det dyreste udstyr, det gælder om at være ordentlig i ridesporten. Det er det, vi lægger fokus på. 

Den mest harmoniske ekvipage blev Kathrine Roland og Snorgaardens Monark. 

Vinderen af den Cool Unite Cuppen blev Haley Mikkelsen og Skelhøjs Celicader startede i springklasser for pony. Ekvipagen havde samlet flest point sammen gennem turneringen. 

Copyright Ridehesten.com
Haley Mikkelsen blev vinderen af årets Cool Unite Cup. Foto: Lykkefoto/Selina Lykke

Kommet for at blive
Rytterne i Cool Unite-turneringen påbegyndte allerede pointindsamlingen til turneringen d. 15. marts i 2023 og frem til d. 31. december, og denne pointindsamling kulminerede så ved finalestævnet i den forgangne weekend.

Vinderne af finalen er blevet inviteret med til Hingstekåring i Herning, hvor de vil blive hyldet ved en lille ceremoni. 

Charlotte fortæller, at stævnet er kommet for at blive. Allerede nu er hun i gang med at nedsætte en styregruppe, så stævnet kan tage hul på en ny turnering i år. 

Charlotte har endnu ikke overblik over, hvor mange penge der er samlet ind, men alle indtægterne fra stævnet går til Cool Unite Fonden. Flere klubber og virksomheder har bakket op om projektet med sponsorater og gaver. 

Se stævnets resultater her.

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Bolivard, der er den drivende kraft bag Cool Unite Cup. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner