Cody til Zettermann

22-10-2015 09:57

Britt Carlsen

Det gør så ondt lige nu, men jeg er også glad for han er kommet til Alexander, fortæller Mille Bisgaard om Volstrups Cody, der nu har fået ny boks i Sverige

Copyright Ridehesten.com
I 2014 fik vi for alvor øjnene op for en ny, kommende topekvipage herhjemme, da Mille Bisgaard red Volstrups Cody ind på femtepladsen i Grand Prix-klassen i Herning.

26-årige Mille Bisgaard har selv uddannet sin tophest Volstrups Cody e. Carlos DZ, som hun fandt hos opdrætterne Pia Holländer og Henning Jensen, da han var 3 år. – Sidste år ved DV’s Hingstekåring i Herning, blev jeg nr. fem i Grand Prixen. Det var første gang jeg red så stor en klasse, og han sprang så sejt. Det var det fedeste, fortæller Mille. I dag er der ikke meget ”fedt” ved at være Mille – Cody er kørt ud af gårdspladsen på Hestekøbgård for at få en ny fremtid hos den svenske landsholdsrytter Alexander Zettermann.

Nærmere drømmene
- Han blev hentet i går, så det er lidt hårdt nu. Prisen var bare blevet så høj, at det var nu jeg skulle slå til. Jeg har heller ikke råd til at betale for at tage til de internationale stævnet han burde gå.
Mille kan så glæde sig over (måske ikke lige nu) at pengene for Cody bringer hende et skridt videre mod drømmen om eget ridecenter og talentfulde heste i stalden.
- Så det er bare nogle blandede følelser jeg har lige nu. Det er ikke til at beskrive, men i dag mærker jeg virkelig, hvor meget man kommer til at holde af de dyr.

Mille ser dog også frem til at følge Zettermann og Cody i fremtiden. –Han er sådan en sej rytter, og det føles da også lidt vildt at tænke på, at en rytter som ham, vil have ens hest. Nu skal han lære Cody lidt at kende, bl.a. ved et stævne i Helsingborg, og så er det planen at Cody skal med Alexander til Florida, hvor han skal ride og træne i vintersæsonen, fortæller Mille, der straks bekymrer sig om, at Cody nu også skal ud at flyve. – Jeg får helt ondt i hjertet ved tanken, siger hun men slutter: -Det bliver også stort, og spændende at følge de to fremover, det må jeg også tilstå.

I magasinet Ridehestens december nummer tegner vi et portræt af Mille Bisgaard.

Copyright Ridehesten.com
- Det gør så ondt lige nu, fortæller Mille Bisgaard, som har sagt farvel til Cody.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner