Cesar kommer til Vilhelmsborg i juni

23-05-2011 19:35
Den portugisiske stjernerytter, Cèsar Lerias, også kendt som Sanne Salomonsens mester, giver kursus/clinic på Vilhelmsborg d. 31. maj -1. juni 2011
Copyright Ridehesten.com

Èn af de helt store stjerner fra DV’s gallashow i Herning har igen meldt sin ankomst i Danmark, og denne gang for at undervise og formidle sin store viden videre til interesserede danske ryttere. De af os, der overværede showet i Herning, er slet ikke i tvivl om, at Sanne Salomonsens træner, portugisiske Cèsar Lerias, har en hel speciel forståelse for og kommunikation med heste, og på Vilhelmsborg glæder vi os meget til at lægge hus til, når Cèsar i dagene d. 31. maj – 1. juni 2011 rundhåndet vil dele ud af sin store kunnen og viden på området uddannelse af hest og rytter. Naturligvis er al portugisisk ridning i dag påvirket af arven efter den berømte, portugisiske mester, Nuno Oliveira. Han var vel nok en af de allerdygtigste og mest vidende ryttere/undervisere i det 20. århundrede. César Lerias er selv elev af én af denne store mesters elever, nemlig Manuel Jorge de Oliveira, og hans ridefilosofi har elementer fra både den traditionelle, portugisiske ridning, fra tyrefægtningen og fra Working Equitation. Hans tilgang til ridningen er baseret på hestens individuelle personlighed og fysik, med målet at bevare hestens egen psyke, dens naturlige gangarter, og i dens egen balance. César vil efter et par dages ophold på Sjælland være på Vilhelmsborg i dagene tirsdag d. 31/5 og onsdag d. 1/6, begge dage i tidsrummet fra ca. 10.00 – 18.00. Hvis tilslutningen til dagene er god og interessen blandt deltagerne til stede, arrangeres også fællesspisning og socialt samvær tirsdag aften. Læs meget mere på Vilhelmsborgs hjemmeside. Pressemeddelelse: Vilhelmsborg.

Links

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner