Cathrine Dufour: VM på hjemmebane er helt unikt

21-12-2021 12:03

Annika Knudsen Lorentsen

– Jeg drømmer om at ride VM på hjemmebane, og jeg vil gøre alt for at støtte op omkring hele det arrangement, som teamet bag Herning2022 er ved at stable på benene, fortæller verdensranglistens nummer to, Cathrine Dufour

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Bohemian. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

ECCO FEI World Championships 2022 Herning (DEN) bliver afviklet fra den 6. – 14. august 2022. Arrangørerne Jens Trabjerg og Casper Cassøe har samlet et stærkt og engageret team for at gøre Herning2022 til en helt uforglemmelig oplevelse for de mange gæster, ryttere og alle involverede, og en af Danmarks bedste dressurryttere glæder sig da også til det store arrangement på hjemmebane:

– VM på hjemmebane er helt unikt, og vi vil gøre alt for at stille op til et så vanvittigt arrangement, som der venter os i Herning. Jeg er virkelig stolt af at være dansk, og håber det bliver en kæmpe succes, siger Cathrine Dufour, der i øjeblikket indtager andenpladsen på FEI’s verdensrangliste.

Dressur og voltigering åbner verdensmesterskaberne den 6. august, og de to discipliner afvikles frem til 10. august. Denne dag er også første konkurrencedag for springning og paradressur, og de to discipliner afslutter mesterskaberne søndag den 14. august. Arrangørerne har hele vejen igennem arbejdet tæt sammen med flere af de danske eliteryttere for at skabe de bedste betingelser for ryttere og heste under mesterskaberne.

Mine forventninger er sky high
Cathrine Dufour er ambassadør for Herning2022, og hendes forventninger til mesterskaberne er skyhøje:

– Jeg forventer mig virkelig meget af arrangementet i Herning næste år, udtaler Cathrine Dufour og fortsætter:

– Mine forventninger er sky high. Staldene kender vi, de er helt fantastiske, men jeg har også forventninger til alt andet omkring mesterskaberne, for jeg ved, at hele teamet gør en kæmpe indsats for, at der virkelig bliver meget at opleve i Herning.

Cathrine Dufour er topform frem mod VM. Hun sluttede på en individuel 4. plads ved OL i Tokyo, og sammen med det danske hold (Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald) blev det til en 4. plads. Ved EM i Hagen opnåede Dufour en bronzemedalje i Grand Prix Special og sølvmedalje i kür, mens holdet vandt bronze. Begge mesterskaber blev redet på Bohemian e. Bordeaux.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Forventninger til holdet
Der er forhåbninger om, at det danske dressurlandshold kan være med i medaljekampen ved Herning2022, og Cathrine Dufour har allerede gode vibes om den danske form:

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det danske hold ser virkelig stærkt ud lige nu. Vi har flere ryttere som er godt etableret på deres egne heste, så holdet kan komme til at se vanvittig spændende ud. Vi har dog før set, at lige et par måneder før kan tingene ændre sig, men jeg er meget positiv.

Om sine egne forventninger til mesterskabet er Cathrine Dufour mere afventende. Hun har flere heste i spil, og alt kan ske, men hun håber naturligvis på at være en del af det danske hold ved VM på hjemmebane.

Big enough to matter, small enough to care
Når 200.000 tilskuere, 1.100 mediefolk og ca. 200 mio. tv-seere retter opmærksomheden mod Herning, er det arrangørernes klare holdning, at de vil skabe et verdensmesterskab, som giver ryttere og heste de bedste betingelser for at stråle i konkurrence.

–  Vi har en forventning om at kunne gøre Herning2022 til en fest med sporten i centrum, hvor der desuden skabes mange oplevelser for hesteinteresserede i det store messeområde, EquiPark, men også oplevelser for børn, unge og voksne, der ikke på forhånd har et større kendskab til ridesporten, forklarer Jens Trabjerg, der sammen med Casper Cassøe arrangerer det firedobbelte verdensmesterskab i Herning.

–  Vi er i fuld gang vores planlægning, og vi oplever en helt overvældende interesse fra mange sider, for at være en del af dette VM. Sammen med vores hovedsponsorer og tætte samarbejdspartnere: Herning Kommune, Sport Event Denmark og Dansk Ride Forbund, har vi rammerne på plads for hele arrangementet, supplerer Casper Cassøe.

Interessen for at købe billetter og adgang til Helgstrand VIP-lounge er stor, og det giver arrangørerne mulighed for at fokusere på at skabe et helt særligt verdensmesterskab. Jens Trabjerg siger afslutningsvis:

– Vi glæder os til at byde alle velkomne til Herning2022, og vi vil gøre vores bedste for, at alle får en fantastisk oplevelse, og samtidig skal der være plads til dansk hygge. Som vores motto siger: “big enough to matter, small enough to care”.

/Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner