Cecilia Lindahl
Efter fire kvalifikationsstævner afholdt henover foråret og sommeren, havde 22 ryttere kvalificeret sig til at ride den spændende Brogaarden Cup finale hos Capacity Showjumping Center i søndags, med særdeles flotte doteringer.
Det var en teknisk svær bane, hvor der blev redet hurtigt i kampen om førstepladsen og de 20.000 kr. Blot to ekvipager var fejlfrie efter omspringningen, og der var tæt løb blandt de to, men det blev Mia Maj Kruuse Larsen og den smukke skimmel Acalibra e. Cayado/Caletto I (opdr. Henrik Petersen), der var hurtigst i søndagens finale. Med tiden 31,62 sekunder, blev Mia Maj Kruuse Larsen nu 20.000 kr. rigere og kunne stolt stille sig øverst på sejrsskamlen. Anne-Kristine Rie Truelsen og den 12-årige DV-hoppe Conny P e. Carson Ask/Gipsy D´Ask (opdr. Stutteri Elmelund) indtog andenpladsen og 8000 kr. i tiden 31,89 sekunder.
Tredjepladsen og 4000 kr. gik til Anica Kristoffersen og DV-hoppen Play Girl e. Party Dance/Calato (opdr. Familien Kristoffersen) med fire fejl efter omspringningen i tiden 32,67 sekunder.
Se alle resultaterne HER