BREAKING: Fendi har slået Dalera

09-06-2023 15:00

DV-hesten Fendi har i første afdeling af det tyske dressurmesterskab netop slået verdens førende dressurhest Dalera

Copyright Ridehesten.com
Sönke Rothenberger og Fendi ved CDI i Hagen i foråret. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når det tyske mesterskab i dressur og springning traditionen tro afvikles i  Balve i denne weekend, gælder det senior- såvel som U25-mesterskaber samt flere finalekvalifikationer i nationale turneringer.

I seniormesterskabet i dressur kun 13 ryttere til start og i alt 17 ekvipager, da fire ryttere deltager med to heste. OL-guldvinderen og den dobbelte World Cup-vinder Jessica Bredow-Werndl er med sin trakenerhopper Dalera af de tyske fagmedier udnævnt som storfavorit til den tyske mesterskabstitel. Det er ikke sådan, det er gået i mesterskabets første afdeling i fredag eftermiddags Grand Prix, hvor parret opnåede 79,400%.

Der var nemlig en, der var bedre, og det var Sönke Rothenberger med sin DV-hest Fendi e. Franklin/ Diamond (opdr. Danish Derby Horseshows Aps), der i dag leverede et imponerende, om end ikke fejlfrit ridt, som dommerne belønnede med 79,760%. Den 9-årige, danske hest, der er opdrættet af familien Cassøe, har hermed cementeret, at Dalera ikke er uovervindelig, og at unge Fendi med Sönke Rothenberger er på rette kurs frem om EM 2023 og OL 2024.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Jessica Bredow-Werndl blev toer, mens Frederic Wandres tog tredjepladsen, og Isabell Werth er med en fjerdeplads dermed foreløbigt udenfor medaljerækken. Se klassens resultat.

Noget særligt ved seniormesterskabet i år er, at de to U25-ryttere Semmieke Rothenberger (lillesøster til Sönke Rothenberger) og Raphael Netz deltager i seniorrækken. Også i seniormesterskabet i springning har startfeltet deltagelse af to U25-ryttere Marie Ligges og Max Haunhorst.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner