Brand i Vorbasse Rideklub

15-06-2013 09:05

- Det var en helt almindelig fredag eftermiddag, der lige pludselig blev til et mareridt, fortæller Heidi Pedersen, bestyrelsesmedlem i Vorbasse Rideklub

- Vi var heldige med, at nogle af vores elever var ved at muge boksene ud i stalden og at andre hyggede sig med hestene uden for, da ilden pludselig viste sig, siger hun.

Det var Dorte Strywing som sammen med datteren Sofie og børnene Sigurd Kjeldberg og Sanne Hansen plus Winnie Hedegård og Ida Madsen, der hurtigt fik reddet det meste af klubbens rideudstyr. Desværre har både klubben og private ryttere alligevel mistet udstyr for mange penge, ligesom halm og foder til hestene også brændte fredag den 31. maj. Klubben havde lige fået nye forsyninger af både halm, wrap og foder.

- Det hele gik meget hurtigt og nu kan vi bare gå og se på den ødelagte stald og tænke på alle de gode minder vi har derfra, lyder det fra Heidi Pedersen, der oven på den uhyggelige oplevelse glæder sig over, at hverken heste eller mennesker kom til skade.

Nu gælder det for klubbens bestyrelse om at finde tilbage til hverdagen og få undervisningen tilbage i det gamle spor, selvom heste og ponyer ikke er særligt begejstrede for at gå forbi den udbrændte stald på grund af røglugten.

- Klubben er heldig med, at heste og ponyer kan gå på døgnfold på grund af årstiden. Men vi skal have nogle midlertidige stalde til afløsning for de 15 bokse der brændte, fortæller Heidi Pedersen, og hun gør opmærksom på, at klubben er dybt taknemmelig for, at både private og klubber har tilbudt at hjælpe med opstaldning af de 15 heste, som Vorbasse Rideklub nu mangler plads til. Den store opbakning udefra betyder meget.

En uge efter branden fik rideklubben stjålet alle sine sadler. På grund af branden lå der seks sadler i ridehuset, som er ulåst. De blev alle stjålet. Nu skal klubben have anskaffet nye sadler og de håber, at de kan være heldige at finde nogle gode brugte sadler, så det kan gøres for 20.000 – 22.000 kr. Før der købes nyt udstyr skal der dog være mulighed for at låse alt inde, så klubben ikke risikerer noget lignende igen. Og så vil man have indgraveret i vores nye sadler, på sadelklapperne, da de så vil være ubrugelige, hvis tyvene kommer igen - så der kommer til at stå VRIK (Vorbasse rideklub).

- Det bliver en stor opgave at komme videre, men med den store opbakning udefra skal det nok lykkes, slutter Heidi Pedersen.

Vorbasse Rideklub

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner