Thomas Bach Jensen
Forandring kan som bekendt fryde. Selv om det i dette tilfælde gjaldt forårssolens udeblivelse, så gav det i aftes alligevel en hyggelig stemning og et godt overblik for publikum, at Blue Hors’ traditionelle følaften var rykket inden døre. Kun fotograferne surmulede lidt.
Efter velkomst fra direktør Ole Magnus Petersen stod Blue Hors’ nye avlsleder Martin Klavsen for første gang for præsentationen af hingste og føl ved dem traditionelle følaften, der normalt finder sted på pladsen foran hingstestalden og på udendørsbanen. De otte Blue Hors-hingste Livius, Kingston, Fifty Cent, Zackerey, Farrell, St. Schufro, Don Olymbrio og Zack blev præsenteret i hallen enkeltvis, hvor Martin med stor indsigt fortalte lidt om hingstenes historie og deres virke i avl og sport.
Hingstenes ryttere Nanna Skodborg Merrald, Cristian Tudela Ruiz og Daniel Bachmann Andersen knyttede en kommentar til hingstenes karakter og ridelighed, så publikum fik et godt indblik i alt det, man ikke kan læse i en hingsteannonce – men som kan være vigtig input til avleren. Noget af den information kan man i øvrigt også finde i Blue Hors’ online-artikler ”Ugens Hingst”.
Føllene var grupperet efter faderhingst for at gøre det lettere for publikum at danne sig et indtryk af de respektive hingstes nedarvning. Hingstene Emilio og Zack havde hver ét føl med, mens St. Schufro og Don Olymbrio hver var repræsenteret af tre føl, Farrell og Fifty Cent havde hver seks føl i ridehallen, mens Zackerey toppede med syv føl.