Blue Hors Bonsai bedst for 5-års

12-10-2023 19:32

Annika Knudsen Lorentsen

Det blev Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Bonsai, der sikrede sig dagens sidste sejr ved Pavo og Dansk Ride Forbunds championatsfinalestævne

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Bonsai. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dagen ved finalestævnet på Blue Hors sluttede med 22 dejlige 5-års heste, som blev fremvist foran dommerne Helle Westh og Mette Svare Ehlers. 

Hele tre af dem opnåede mere end 90 procent, mens yderligere 17 opnåede mere end 80 procent. Det vidner om det særdeles høje niveau, der i dag var blandt 5-års hestene. 

Bedst var dagens allersidste hest, nemlig hoppen Blue Hors Bonsai e. Blue Hors Baron/ Royal Classic (opdr. Irmgard Schmidt), som under Blue Hors-rytter Nanna Skodborg Merrald leverede en pragtpræstation. Sammen scorede de 94,6 procent. Det gjorde de med et flot 10-tal i ridelighed, 9,8 i trav, 9 i skridt, 8,9 i galop og 9,6 i ridelighed. 

– Vi så igen en rigtig dejlig trav, hvilket vi har sagt mange gange i dag, men den her var virkelig en ekstraordinær dejlig trav. Vi så en skridt med en god overtrædning og takt, og en hest der skridter gennem hele kroppen. Galoppen er opadbakke, den er taktfast og der er gode ind-undergribende bagben. Hesten stod flot i fronten og virkede afspændt, og fulgte rytterens anvisninger. Det er en vanvittig dejlig hest, understregede dommerne i dag om vinderen. 

Copyright Ridehesten.com
Marianne Helgstrand med Alkaline. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

De næste fem placeringer blev alle besat af ryttere fra Helgstrand Dressage, og den bedste af dem var Marianne Helgstrand med Alkaline e. Secret/ Zalmiak Firfod (opdr. Anette Blangsted), som opnåede en flot score på 92,4 procent. Det gjorde ekvipagen blandt andet med 9,5 i galop og for kapacitet, samt 9,4 for ridelighed. 

Copyright Ridehesten.com
Betina Jæger Jensen med Grevens Sirius. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

På tredjepladsen blev det Betina Jæger Jensen med Grevens Sirius e. Secret/ Johnson (opdr. Stutteri Greven). Denne ekvipage opnåede 90 procent, og hos dem er det især værd at fremhæve de 9,4 hesten modtog for sin galop og de 9,3 den modtog i kapacitetskarakter. 

Copyright Ridehesten.com
Merita Hagren med Zanetti. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Fjerdepladsen gik til Merita Hagren med Zanetti e. Zoom/ Fürst Romancier, Mette Sejbjerg Jensen med Straight Horse Floriana e. Franklin/ Blue Hors Zack (opdr. Straight Horse ApS) tog femtepladsen, mens Thomas Sigtenbjerggaard med Be Sure e. Callaho's Benicio/ Scuderia tog sjettepladsen. 

Copyright Ridehesten.com
Mette Sejbjerg Jensen med Straight Horse Floriana. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I alt sikrede 12 ekvipager sig plads til søndagens finale, mens de resterende 10 skal ride om de sidste tre finalepladser i morgendagens B-finale. 

Resultat fra dagens kvalifikation. 

Start- og resultatlister fra stævnet. 

Copyright Ridehesten.com
Thomas Sigtenbjerggaard med Be Sure. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner