Billetsalget til finalen er åbent

22-09-2023 13:07

Trine Askjær-Jørgensen

Mellemrunden i Pavo og DRF's championater for unge dressurheste finder sted i denne weekend, og her udtages landets bedste, unge heste til finalen på Blue Hors, som finder sted i uge 41. Billetsalget til championatsfinalerne er nu åbent

Copyright Ridehesten.com
Sidste års vindere for 7-års heste: Anna Kasprzak og Everian L. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Denne weekend finder mellemrunden i Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for unge heste sted hos henholdsvis Grindsted Rideklub og Heslegård Sportsrideklub.

Mellemrunden for 6-års heste er aflyst, men de 4-, 5- og 7-årige dressurheste mødes denne weekend i konkurrence om finalepladserne.

Reglerne for, hvordan hestene kvalificerer sig til finalen, er som følger:

  • 4-års heste: Nr. 1. og 2. ved hvert af de seks kvalifikationsstævner har kvalificeret sig direkte til finalen og skal ikke forbi mellemrunden, og der suppleres op med de 28 bedst placerede fra mellemrunden, så der i alt kommer 40 til start i finalen.
  • 5-års heste: Vinderen fra hver af de seks kvalifikationsstævner er direkte videre til finalen, og der suppleres op med de 18 bedst placerede fra mellemrunden, så der i alt kommer 24 heste til start i finalen.
  • 6-års heste: Samme format som for 5-års, men da der kun var i alt 17 tilmeldte til mellemrunden, er de alle bare gået direkte videre til finalen, og mellemrunden for 6-års er aflyst.
  • 7-års heste: Vinderen fra hver af de seks kvalifikationsstævner er direkte videre, og der suppleres op med de otte bedst placerede fra mellemrunden, så der i alt kommer 14 heste til start i finalen.

Finalisterne offentliggøres på Dansk Ride Forbunds hjemmeside umiddelbart efter mellemrunden.

Forberedelserne er i gang
I uge 41 finder finalerne i Pavo og DRF’s championat så sted på Blue Hors i Randbøl, og forberedelserne er allerede i fuld gang.

Billetsalget til dette års championatsfinaler i dressur er nu åbent, så skal du opleve de bedste unge dressurheste i Danmark i kamp om sejren i det prestigefyldte championater, er det med at slå til.

Torsdag og fredag skal de unge heste i ilden ved de indledende kvalifikationer 4-, 5-, 6- og 7-års. Herefter står den på lørdagens trøstefinaler og søndagens finaleklasser, hvor de bedste unge dressurheste skal findes.

Copyright Ridehesten.com
Sidste års vinder for 5-års: Victoria E. Vallentin og Lyngbjergs St. Paris. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ungheste-Grand Prix
Igen i år byder championatsfinalerne på meget mere, så der er masser af grunde til at sikre sin billet og komme forbi Blue Hors. Sideløbende med championatsfinalerne bliver det nemlig muligt at opleve det nye koncept ”Ungheste-Grand Prix”, hvor de 8-10-årige heste inviteres med til festen i en forsøgsvis afvikling af en Grand Prix-tour dedikeret til Danmarks kommende, internationale Grand Prix heste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Konceptet afvikles i Intermediare II og U25-Grand Prix, hvor førstedagens Intermediare II fungerer som en kvalifikation til finalens U25-Grand Prix, der afvikles for de otte bedst placerede ekvipager.

Efterårsauktion
Lørdag aften vil det også blive muligt at opleve Blue Hors’ efterårsauktion, Blue Hors Autumn Auction 2023. Her vil en kollektion bestående af 17 rideheste komme under hammeren og finde nye ejere.

Auktionen er for publikum en mulighed for en hyggelig aften, hvor man vil opleve flere spændende, unge og ældre heste under rytter. Alt imens auktionarius vil guide potentielle købere og interesserede igennem aftenens forløb. Der er gratis entré.

Se auktionskollektionen.

Billetter og spisning
Stævnet er åbent for publikum, og du kan bestille dine entrébilletter til lørdagen og søndagens finaler her.

Under stævnet vil der ligeledes være rig mulighed for at nyde lækker middag- og aftensmad i faciliteterne på Blue Hors.

Vedrørende billetter til middag i Glassalen, findes der kun et begrænset antal billetter – så køb gerne billet i god tid. Køb dine madbilletter.

Fakta
Om Pavo og DRF's Championater for unge heste

Pavo og Dansk Ride Forbunds Championater for unge heste har til mål at finde årets bedste 4-, 5-, 6-, og 7-års heste i dressur og årets bedste 4-, 5-, 6- og 7-/8-års heste i springning.

Kvalifikationerne i Pavo og Dansk Ride Forbunds Championater for ungheste afvikles
ved C- og B-stævner landet i perioden maj til september.

Finalen for dressurhestene afvikles på Blue Hors i uge 41, mens finalen for springhestene
blev afviklet på Stutteri Ask i uge 34.

Fold up
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner