Berideruddannelse eller ej?

20-12-2012 11:30

Britt Carlsen

DRF fastslår, at sektoren har behov for en faglig uddannelse, men vælger at standse nyoptag på træner/berideruddannelsen - det har hele branchen fortolket således, at det nu er stop for berideruddannelsen - og det er vel også tilfældet?
Copyright Ridehesten.com

"Der skal ikke herske tvivl om, at sektoren har behov for en faglig uddannelse med fokus på træning og uddannelse af heste og eliteryttere. Det har vi klart givet udtryk for. De nye Træner 1-, 2- og Diplomtræneruddannelser kan ikke afløse en faglig uddannelse til at varetage tilridning, uddannelse af ungheste og videreuddannelse til Grand Prix, træning af topryttere og drift af store klubber og ridesteder. Men som undersøgelsen viser, varetager beriderne en lang række funktioner for hele branchen – både klubber og avlere, private stalde og hingsteholdere, avlsorganisationer og uddannelsesinstitutioner – og derfor er det vores klare holdning, at en fremtidig uddannelse skal drives af hele sektoren – ikke kun af Dansk Ride Forbund. Det er svære økonomiske tider for alle, men det må ikke forhindre, at vi står sammen i hele branchen for en fremtidig faglig uddannelse." Sådan skriver Dansk Ride Forbund bl.a. i en artikel, som bringes i magasinet Ridehestens januarnummer, hvor problematikken omkring berideruddannelsen behandles i et stort tema. Hvis det ikke har været rideforbundets hensigt at lukke berideruddannelsen, men måske istedet for presse instruktørforeningen (DR-IF) og avlsforbundende til at "makke ret" - ved at melde ud, at forbundet har standset nyoptag på træner/berideruddannelsen, så er det helt sikkert, at forbundet får den opmærksomhed om problemet, som de har søgt. Reaktionerne på forbundets beslutning har været voldsomme, både blandt beridere, almindelige ryttere samt fra landets klubber, læresteder og distriktsbestyrelser. Det fik i går Morsø Rideklub til at sætte emnet på dagsordenen til rideforbundets repræsentantskabsmøde i april, som man kan læse i en nyhed her på sitet. Rideforbundet ønsker, at optimere uddannelsen samt, at også avlsforbundene skal til at betale for uddannelsen af beriderne. Hvorvidt forbundet vinder gehør for dette, vil først stå klar i midten af januar, hvor repræsentanter for DRF, DR-IF, Dansk Varmblod og Videncenter for Landbrug | Heste skal mødes for at diskuteret emnet. I en større artikel, som er sendt til magasinet Ridehesten giver forbundet sin version af hele sagen, og begrunder beslutningen. Denne artikel har forbundet i dag torsdag valgt også at offentliggøre på deres hjemmeside.

Magasinet Ridehesten har i januar fokus på berideruddannelsens fremtid i et stort temanummer, og i løbet af de næste uger vil du også kunne følge debatten her på Ridehesten.com

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner