Anne-Sofie Schou Munk
Berider Mette Sejbjerg Jensen, som er blevet ansat ved Helgstrand Dressage, er fratrådt pr. 1/7.
Bestyrelsen i Brønderslev Rideklub siger at de er glade for, og stolte over, at kunne tiltrække en så veletableret beriderprofil som Lars Bækgaard. Han har et langt og imponerende erfaringsgrundlag, med flotte resultater i både ind- og udland, helt op til Grand Prix-niveau i dressur og SB-niveau i springning.
Lars er udlært ved Søren Vallentin, og har efterfølgende bl.a. været berider i Sportsrideklubben Aalborg og Billund Rideklub. Derudover har han boet og arbejdet i USA, hvor han har opnået flere flotte championatsresultater, og i 2009 blev han udtaget til U-VM for 6-års heste.
Lars Bækgaard har senest været ansat hos Per Skjærbæk og som rytter på Katrinelund.
Lars Bækgård siger om skiftet:
-Jeg har valgt at arbejde på rideskole igen fordi jeg havde et uheld for 3 måneder siden. Jeg blev slået bevidstløs af hovedet på en 3 års hingst, mens jeg sad i sadlen, hvorefter jeg blev kastet af. Hele kroppen blev forslået, og jeg fik en svær hjernerystelse. Ulykken har gjort at jeg ikke længere kan holde til at ride 10-12 heste hver dag. Jeg tager nogle kunder med mig, og en hest, så jeg kommer stadig til at ride en del, men i noget mindre målestok.
-Jeg glæder mig helt vildt, til at arbejde på rideskole igen. Brønderslev er en mellemstor rideklub, og lidt mindre end de rideskoler hvor jeg har arbejdet tidligere. Derfor skal jeg lige bruge lidt tid på at danne mig et indtryk af dagligdagen, og lære stedet bedre at kende.
Bestyrelsen for Brønderslev rideklub fortæller:
Vi glæder os rigtig meget til at tage imod Lars og hans hustru Liselotte, og ser frem til det fremtidige samarbejde.
Den 5/8 er Brønderslev rideklub vært for et arrangement, hvor de byder Lars velkommen og siger farvel og tak for et godt samarbejde til Mette Sejbjerg Jensen og Peter Mertz