Anna Pørtner
I den forgangne weekend har flere af de danske springryttere repræsenteret de rød-hvide farver rundt på de internationale springbaner, og for én af dem sluttede weekenden af med en toppræstation i den 3-stjernede 150 cm høje Longines Ranking Grand Prix i Valencia, Spanien.
Der var 43 ekvipager meldt til CSI3* Grand Prix i går, hvor de fejlfrie ekvipager fra hovedrunden skulle ride om sejren i omspringningen. Kun tre ud af de 43 ekvipager klarede sig fejlfrit igennem nåleøjet og sikrede sig en plads i omspringningen - og en af dem var danske Rikke Belinda Barker i sadlen på den 13-årige Tabalou PS e. Taloubet Z/ Balou du Rouet.
Rikke lagde ellers et rigtig godt fundament for klassen, da hun red på banen som allerførste ud af de 43 ekvipager. Her sikrede hun en suveræn fejlfri runde, men det skulle altså vise sig, at det blev sværere end først antaget for de andre, at følge med. Det var nemlig kun belgiske Constant van Paesschen og franske Julien Anquetin, der formåede at gøre Rikke selskab i omspringningen, og det blev derfor en omspringning om podiepladserne.
Omspringningen blev en yderst spændende en af slagsen, for der var faktisk ingen af de kvalificerede ryttere, der formåede at klare sig fejlfrit igennem den. Rikke Belinda Barker var hurtigst på tiden, men desværre røg to forhindringer undervejs, hvilket gav et resultat på otte fejl. Franske Julien Anquetin havde en misforståelse, der kostede nogle tidsfejl og et par bomme. Samlet set blev det til 14 fejl, og dermed var det altså kun belgiske Constant van Paesschen, der kunne skubbe Rikke væk fra sejren.
Den belgiske rytter lagde pres på, og da en enkelt bom faldt undervejs i omspringningen blev det altså meget spændende. Han havde ikke råd til flere fejl, for tiden var altså langsommere end Rikkes. Det blev da også ved den enkelte bom og dermed fire fejl, hvilket sikrede ham sejren, mens Rikke Belinda Barker og Tabalou PS tog sig af andenpladsen. Tredjepladsen gik dermed til Julien Anquetin, mens fjerde- og femtepladsen blev besat af ryttere, der begge klarede sig fejlfrit igennem hovedrunden på forhindringerne, men desværre havde tidsfejl med sig.
– Jeg er super tilfreds med Tabalous performance i går i Grand Prix’en, han har sprunget fantastisk hele ugen, lød det fra en stolt Rikke Belinda Barker efter gårsdagens flotte placering. Tabalou og Rikke har da også gjort rigtig flot figur ved stævnet, hvor de startede ud med en fejlfri tur i den 3-stjernede 130 cm-klasse i torsdags. Fredag fulgte de trop, da de var fejlfrie i den 3-stjernede 145 cm-klasse, hvor det blev til en placering som nummer ti, og i går, søndag kulminerede stævnet altså i en topplacering til den danske ekvipage.
Se hele det flotte ridt fra Rikke Belinda Barker og Tabalou PS i videoen herunder: