Bachmann bakker op om forslag til ændringer i sporten

13-09-2024 12:22

I kølvandet på flere sager, hvor hestevelfærden er blevet tilsidesat, har Dyrenes Beskyttelse og Hestens Værn udarbejdet nogle konkrete tiltag, der skal sikre hestevelfærden i sporten. OL-sølvvinder, Daniel Bachmann Andersen, byder forslaget indenfor

Copyright Ridehesten.com
Den danske dressurrytter Daniel Bachmann Andersen byder forslagene fra Dyrenes Beskyttelse og Hestens Værn velkommen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Den 2. september bragte vi en artikel omhandlende en pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse og Hestens Værn, hvor de efterlyser markante forbedringer for hestene i sporten. I pressemeddelelsen kræver organisationerne konkrete forbedringer af dyrevelfærden i ridesporten, hvis den skal have en fremtid. Derfor vil de nu i dialog med Dansk Ride Forbund om 11 konkrete tiltag, de har udarbejdet, for at sikre et godt og sundt liv for hestene. 

Èn af dem, der har oplevet ridesportens nuværende krise tæt på, er dressurrytter Daniel Bachmann Andersen, der var på det sølvvindende OL-dressurhold. Hans kollega og tidligere holdkammerat, Carina Cassøe Krüth, har nemlig særligt været i søgelyset som følge af en video, hvor hun ses piske sin hest, hvilket også er én af grundene til, at ovenstående organisationer kræver ændringer. Nu går Daniel Bachmann Andersen ind i sagen, og byder Dyrenes Beskyttelse og Hestens Værns forslag velkomne, det skriver DR på deres hjemmeside. Daniel udtaler følgende til DR: 

Hvis man har en hest, der ikke er afspændt eller i harmoni med rytteren, og det bliver belønnet, så er det jo sådan, mange rider. For hvis dét giver høje point, så er det sådan, folk gør. Hvis det tværtimod er den afspændte hest, der går med harmoni, er blød og har et fint samspil med rytteren, der vinder, så er det dét, folk stræber efter. Så vi skal slå et slag for at ændre sporten i den retning, og så vil vi få et helt andet billede

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen var på det sølvvindende OL-hold sammen med Cathrine Laudrup-Dufour (tv) og Nanna Skodborg Merrald (th). Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Daniel Bachmann Andersen ønsker altså at bakke om om en regelændring i den rigtige retning, hvor forslagene fra de to organisationer på den ene eller anden måde, kan vedtages i Dansk Ride Forbunds reglement fremadrettet. Daniel bakker op om, at dommerne først og fremmest skal bedømme ud fra hestenes velfærd, og da vil det smitte af på måden, hestene trænes på rundt omkring i staldene, mener Daniel: 

Trives hestene i det daglige, vil det nemlig også være til at se i konkurrence. Hvis den ikke er redet rigtigt, fodret rigtigt, har den rigtige trivsel i det daglige, vil den ikke kunne præstere på en god måde. Så velfærd er det vigtigste, udtaler Daniel til DR. 

I den tidligere pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse og Hestens Værn fremgår det, at mødet mellem organisationerne og Dansk Ride Forbund skal finde sted i begyndelsen af efteråret, hvor de håber på, at de første konkrete tiltag kan implementeres inden årets udgang. Mon det bliver ændringer i, hvordan hestens velbefindende bliver bedømt til stævner? 

Kilde: DR.dk 

Copyright Ridehesten.com
Trænes, trives og fodres hesten korrekt i det daglige, vil det afspejle resultaterne til konkurrencer, mener Daniel. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen