Dyrenes Beskyttelse efterlyser forbedringer

02-09-2024 10:11

Dyrenes Beskyttelse og Hestens Værn efterlyser markante forbedringer for heste, det skriver de i en pressemeddelelse. Ovenstående organisationer kræver konkrete forbedringer af dyrevelfærden i ridesporten, hvis den skal have en fremtid. Derfor går de nu i dialog med Dansk Ride Forbund

Copyright Ridehesten.com
Dyrenes Beskyttelse og Hestens Værn har udarbejdet 11 konkrete tiltag, de nu vil drøfte med Dansk Ride Forbund. Foto: Ridehesten.com.

Den danske ridesport er i søgelyset mere end nogensinde før efter flere sager, hvor hestevelfærden er blevet tilsidesat. Derfor går Dyrenes Beskyttelse og Hestens Værn nu ind i sagen og kræver konkrete forbedringer af dyrevelfærden i sporten. I sidste uge udsendte de en pressemeddelelse, hvor der er udarbejdet 11 konkrete tiltag, som skal sikre, at sporten ikke udøves på bekostning af hestene. Organisationerne skal derfor mødes med Dansk Ride Forbund, for at drøfte tiltagene. 

Ridesporten er nødt til at sikre et godt og sundt liv for hestene, hvis sport med heste skal finde sted i fremtiden. Indtil videre har vi måttet konstatere, at sporten ikke selv har formået at leve op til dette ansvar. Derfor er vi glade for, at Dansk Ride Forbund nu vil mødes med os, så vi i fællesskab kan sikre, at sporten udvikler sig i den rigtige retning, siger Yvonne Johansen, formand for Dyrenes Beskyttelse i pressemeddelelsen, hvor hun bakkes op af Julie Fjeldborg, formand for Hestens Værn:

Det kan og skal ikke være hestene, der betaler prisen. Heste skal trænes på en måde, hvor de forstår, hvad rytteren vil, og ikke bliver presset mentalt og fysisk på uacceptabel vis, som vi desværre har set flere eksempler på for nylig. 

I pressemeddelelsen fremgår det også, at mødet mellem Dyrenes Beskyttelse, Hestens Værn og Dansk Ride Forbund skal finde sted i begyndelsen af efteråret, hvor de håber på, at de første konkrete tiltag kan implementeres inden årets udgang. Nogle af de konkrete tiltag fremgår af pressemeddelelsen, og lyder som følger: 

  1. Hestens velfærd skal være det primære vurderingskriterium i alle konkurrencer, hvilket skal sikres ved brug af bedømmelse af adfærds- og smertemarkører. Heste, der ikke viser positiv accept, skal ikke kunne bedømmes højt i konkurrencer. 
  2. Der skal etableres en whistleblower-ordning, hvor sager behandles af et uvildigt og kompetent udvalg. 
  3. Regler for obligatorisk brug af udstyr skal baseres på hestenes velfærd og sikkerhed, ikke på tradition og kultur. Visse former for bid og hjælpetøjler bør forbydes. 
  4. Hestes adfærdsmæssige behov skal opfyldes. Konkurrenceheste tilbringer meget tid i stalden, og har sjældent kontakt med artsfæller, selv når de er på fold. Der skal være fokus på at sikre hestene fri bevægelse på fold, hvor de kan have socialt samvær med artsfæller. Samtidig skal der kigges på antal rejsedage, som konkurrenceheste udsættes for, og der skal fastsættes et maximalt antal dage om året, hvor de må være under transport. 

Der er i alt udarbejdet 11 tiltag, som kan læses i den udsendte pressemeddelelse lige her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner