DR-IF til dyrevelfærdskonference

21-11-2024 12:49

Videncenter for Dyrevelfærd var i mandags værter for deres årlige konference, som blev afholdt i samarbejde med Københavns Universitet. Her blev ridesportens fremtid diskuteret, og med til arrangementet var en gruppe repræsentanter fra Instruktørforeningen, der nu vil bruge oplæggene som inspiration for videre arbejde

Copyright Ridehesten.com
Hvordan skal fremtidens ridesport formes? Det var et af hovedtemaerne på den dyrevelfærdskonference, der fandt sted i København i starten af ugen. Foto: Ridehesten.com/Sanne Kolind
Nyheden fortsætter efter annoncen

Videncenter for Dyrevelfærds konference 2024 løb af stablen i mandags. Her deltog både en række danske og udenlandske forskere samt flere interesseorganisationer, og konferencen mødte også international interesse.

Der var oplæg om blandt andet konfliktadfærd i den daglige træning, overvægt hos heste og social license to operate, mens en paneldebat om hestesportens fremtid med deltagelse af Julie Fjeldborg (Hestens Værn), Bengt Holst (Dyreetisk Råd), Hans Christian Matthiesen (dyrlæge og dressurdommer), Karin Nissen (Dansk Ride-Instruktør Forening), Julie Taylor (Epona.tv) og Christina Keppie (formand for Hesteetisk Forening) afsluttede dagen. 

Blandt deltagerne var godt 20 medlemmer af Dansk Ride-Instruktør Forening, som er den forening, der samler de danske instruktører og er åben for alle, der har undervisning/ridning som hovederhverv. DR-IF fortæller, at de ser frem til mere samarbejde med Videncenter for Dyrevelfærd og sagde efter konferencen:

 Vi blev i foreningen virkeligt inspirerede af de mange indsigtsfulde oplæg, som på tværs af temaer som hestes adfærdsbehov, sundhed og sportens etiske grænser alle bidrog til at fremme en bæredygtig og etisk funderet ridesport, lød det fra DR-IF, der fortsatte:

– Paneldebatter og præsentationer understregede vigtigheden af en dybere forståelse af hestevelfærd baseret på evidensbaseret forskning, som kan danne grundlag for fremtidige beslutninger i ridesporten. 

Copyright Ridehesten.com
DR-IF deltog på konferencen og fortæller her i artiklen om, hvad de tog med sig fra den lærige dag i København. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fokus på uddannelse
Et af de centrale emner på konferencen var behovet for at uddanne flere kompetente fagpersoner til arbejdet i staldene. DR-IF står i samarbejde med Dansk Ride Forbund bag uddannelserne til rideskolemanager samt rideinstruktør og berider, og foreningen fortæller, at netop uddannelse er en kerneværdi for DR-IF. 

Vi glæder os i foreningen over, at denne prioritering om korrekt uddannelse blev fremhævet som en vigtig del af fremtidens ridesport og anerkendt af de mange oplægsholdere, udtaler DR-IF.

Forskning er vejen frem
Til konferencen blev der også peget på vigtigheden af at prioritere forskning med henblik på at skabe grundlag for opdaterede beslutninger og praksisser i staldene.

Dansk Rideinstruktør Forening anerkender dette som en nøgle til at sikre bedre trivsel for både heste og ryttere. Idet foreningen ser det som en del af dets ansvar netop at bidrage til og fremme en kultur, hvor fagpersonale og beslutningstagere i ridesporten baserer deres praksis på opdateret, videnskabelig viden, lyder det fra foreningen.

Copyright Ridehesten.com
Der var både danske og udenlandske forskere på talerstolen, og de havde alle hestens trivsel og hestesportens fremtid i fokus i deres oplæg. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Behov for opdateret lovgivning
Konferencen gjorde det klart, at der er et behov for at opdatere lovgivningen, så den bedre understøtter de enkelte disciplinorganisationers tiltag for at fremme dyrevelfærd og sikre bæredygtige rammer. Fra Dansk Rideinstruktør Forenings side lyder opfordringen derfor, at der fremover skal være et tættere samarbejde mellem myndigheder, forskere og ridesportens aktører for at skabe en fælles vej frem.

I DR-IF er vi stolte over at kunne være med til at bidrage til, at dyrevelfærd, uddannelse og faglig udvikling går hånd i hånd. Konferencens visioner om ansvarlighed og nytænkning styrker vores overbevisning om, at vi i fællesskab kan sikre ridesportens bæredygtighed og fortsatte relevans i Danmark, afrunder Instruktørforeningen. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen