Birgitte Kronborg har rundet et skarpt hjørne

13-03-2026 15:24

Den 10. februar kunne Birgitte Kronborg fejre 70-års fødselsdag. Gennem årtier har hun været en engageret del af ridesporten som rytter, springdommer, TREC-dommer og formand for Distrikt 1. Med stor fokus på frivillighed og hestevelfærd har hun set et tydeligt aftryk på sporten

Copyright Ridehesten.com
Birgitte Kronborg kunne i tirsdags fejre sin 70 års fødselsdag. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 10. februar kunne Birgitte Kronborg fejre, at hun rundede et skarpt hjørne, da hun fyldte 70 år. I mange år har hun været en markant skikkelse i ridesportens frivillige arbejde, hvor hun har bidraget både som official, organisator og som rytter. 

Birgitte Kronborg har været rytter siden sine teenageår og har gennem tiden redet både springning og dressur på M-niveau. I dag har hun fortsat heste i privaten i Nordsjælland, hvor hun blandt andet nyder skovture sammen med sin datter, Susan Kronborg. 

Sideløbende med sin egen ridning har hun i årtier engageret sig i sporten bag kulisserne. Hun har været springdommer i omkring 20 år og fungeret som B-dommer indtil hun for nylig selv valgte at fortsætte som C-dommer. Derudover er hun TREC-dommer og har gennem mange år været en aktiv drivkraft i arbejdet med at udbrede disciplinen i Danmark. Hun har blandt andet været medlem af bestyrelsen i TREC Danmark og har også dømt ved flere internationale stævner. 

Copyright Ridehesten.com
Birgitte Kronborg har altid lagt en ære i hestevelfærd og det frivillige arbejde. Foto: Ridehesten.com/ Sussi Hjort Hollensted

Organisationsarbejdet har også fyldt meget i Birgitte Kronborgs virke. Hun har været formand for Distrikt 1 i Dansk Ride Forbund siden 2006 og er samtidig engageret i klubarbejde. I øjeblikket er hun kasserer i Vallensbæk Rideklub – en post hun ifølge hende selv påtog sig "fordi de manglede en", hvilket er et godt eksempel på hendes store hjælpsomhed og engagement i ridesportens frivillige arbejde. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hestevelfærd har altid været en hjertesag for Birgitte Kronborg. Som dommer lægger hun vægt på, at reglerne bruges aktivt til at sikre god behandling af hestene og til at reagere, hvis grænser overskrides. 

Engagement i ridesporten ligger i familien. Birgitte Kronborg er niece til den nu afdøde Mogens Kronborg, der i mange år agerede aktiv springdommer og var en kendt profil i Vejle Rideklub. 

Gennem årene har Birgitte Kronborg været en vigtig del af det store frivillige arbejde, der får ridesporten til at fungere – til glæde for både ryttere, arrangører og ikke mindst hestene. 

Ridehesten ønsker Birgitte Kronborg tillykke med den runde dag. 

Copyright Ridehesten.com
Birgitte Kronborg og hendes datter Susan Kronborg nyder stadig hyggelige rideture sammen. Foto: Privat
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner