Avlssamarbejde bar frugt ved følskuet i Region 3

15-08-2026 23:23

Aviaja Elvira Vindum Hansen

Endnu et af årets følskuer er veloverstået. Denne gang dannede Stutteri Ask og Blue Hors’ flotte faciliteter rammen om dagens følskue i Region 3

Copyright Ridehesten.com
Hingsteføllet Bond Elton af Skovgård sammen med ejer og avler Eltonheste ApS og Skovgård Hestecenter. Foto: Ridehesten.com / Aviaja Vindum Hansen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Med KRAFFT Eliteskue i sigte blev der i dag afviklet følbedømmelse i Region 3. Dagens første del stod i dressurens tegn, hvor 23 dressurbetonede føl blev flot fremvist i Casir Hallen.

Et godt samarbejde kan være guld værd i hesteverdenen, og det blev dagens finalering blandt de dressurbetonede hingsteføl et godt eksempel på. Tre hingsteføl blev kaldt frem til finalen, og fælles for dem alle var, at Eltonheste ApS stod bag. Men særligt to af føllene havde en fælles historie. De er nemlig resultatet af et forholdsvis nyt avlssamarbejde mellem Eltonheste ApS og Skovgård Hestecenter, som sammen står bag to af hingsteføllene. Og da dagens udtagelser faldt på plads, var det netop de to, der sikrede sig en plads ved eliteskuet blandt hingsteføllene.

Copyright Ridehesten.com
Bond Elton af SkovgĂĄrd. Foto: Ridehesten.com / Aviaja Vindum Hansen

Af de to hingsteføl blev det i dag Bond Elton af Skovgård e. Bonds/Blue Hors Zackerey opdrættet og ejet af Eltonheste ApS og Skovgård Hestecenter, som løb med titlen som dagens bedste hingsteføl. Dommerne var meget imponerede over det særdeles moderne og velfungerende hingsteføl. Også her var det særligt traven, der gjorde indtryk på dommerne. Uanset tempo viste han en rummelig og smidig bevægelse, og traven blev belønnet med et flot 9-tal.

– Han har det kønspræg, vi gerne vil se, og er meget velrejst med et godt udtryk. Han bruger sine skuldre godt og har et godt fundament med passende ledmarkering og et ædelt præg. Han viser en særdeles god funktion og er hele tiden velafbalanceret i galoppen med en fri front.

Dagens bedste dressurbetonede hoppeføl
Det blev i dag det yndige hoppeføl EVO Viva Desperada e. Blue Hors Viva Vegas/Desperados, avlet af Stutteri EVO ApS, der for alvor fangede dommernes opmærksomhed. Som det eneste hoppeføl blandt de dressurbetonede føl sikrede hun sig en billet til KRAFFT Eliteskue og kunne samtidig tage titlen som dagens bedste dressur hoppeføl med hjem. Evo Viva Desperada gjorde sig særligt bemærket med sin gode type og stærke gangarter, der tilsammen tegnede billedet af et særdeles lovende føl.

I deres karakteristik af EVO Viva Desperada lød det blandt andet: 

– Hun er et dejligt, storrammet hoppeføl med passende ædelhed, hendes alder taget i betragtning. Hun har et dejligt udtryk, flot velving på halsen og en skrå, velfungerende skulder. I galoppen så vi hende afbalanceret og op ad bakke med frie albuer. Højdepunktet for føllet var traven, hvor hun viste al den mekanik, man kunne ønske sig, hvilket blev belønnet med et flot 9-tal. 

Bedømmelsen af de dressurbetonede føl bestod dommerteamet af Else Libach og Rebecca Bæk Larsen, mens Allan Blomgren og Mette Ragborg senere overtog dommerposten, da de springbetonede føl indtog ringen.

Copyright Ridehesten.com
Allan Blomgren og Mette Ragborg. Foto: Ridehesten.com / Aviaja Vindum Hansen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Indtil videre har vi set flere skarpe føl med spændende afstamninger, hvor man både har kombineret unge hingste med stærke, ældre hoppeafstamninger og omvendt unge hopper med stærke, ældre hingstelinjer - fortæller Allan Blomgren.

Og dagens følskue var ingen undtagelse. Blandt de 12 springføl blev Vitto e. Vassini Ask/Charon Z, avlet og ejet af Kim Vinggaard og Lone Koch, udpeget som dagens bedste springbetonede hingsteføl. Bag Vitto står den 20-årige hoppe Chanti, som med Vitto har leveret sit 12. føl. 

– Vitto er et komplet hingsteføl med gode, store rammer og en stærk og smidig overlinje. Han har gode ledmarkeringer, som er vigtige for en fremtidig springhest, og så viser han en meget balanceret galop med god indundergriben.

Dagens bedste springbetonet hoppeføl
Det blev i dag hoppeføllet Kanelli Lillebebe e. Kannan/Cornet Obolensky ejet og avlet af Jørn Tønnes som løb med sejren som dagens bedste spring hoppeføl. Hoppeføllet imponerede dommerne med sin rummelige galop og gode type.

I karakteristikken af Kanelli Lillebebe fremhævede Mette og Allan blandt andet:

– Et stort, flot og ædelt hoppeføl, som er godt sat sammen i sine rammer og har et flot skulderparti. Hun er særdeles funktionel med god smidighed og rummelighed og bruger sin stærke overlinje godt uanset tempo.

Link til billeder

Link til katalog, start- og resultatlister

Ridehestens fotografer var til stede under dagens arrangement. Find billederne til tilbudspris t.o.m d. 17. august, i linket herover. Alle billederne vil også være online på Ridehesten.com som sædvanligt i starten af næste uge.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen