Avlsledelse med stærke profiler

16-05-2023 15:48

Trine Askjær-Jørgensen

Avl

Dansk Varmblods hovedbestyrelse har godkendt den nye avlsledelse for dressur, der er sammensat af fremsynede og fagligt velfunderede personer med en stor passion for dressuravl og -sport

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

"Når én dør lukkes, åbnes en anden, men vi har ofte så travlt med at ærgre os over den lukkede dør, at vi end ikke ænser den åbne.” Alexander Graham Bells berømte citat skal gerne gøres til skamme, nu hvor Dansk Varmblods hovedbestyrelse står klar med en ny avlsledelse for dressur efter hovedparten af den tidligere avlsledelse forlod deres job i april måned. Det har naturligvis skabt bekymring i medlemskredsen, men hændelsen har også åbnet op for nye muligheder. Efter en konstruktiv dialog med anerkendte fagpersoner er det lykkedes at sammensætte en særdeles interessant avlsledelse for dressur med visionære og fagligt velfunderede personer.

Vicky Nortvig, der er den eneste tilbageværende fra den tidligere avlsledelse, får nu godt selskab af Jens Søgaard (avler og højt respekteret dommer i forbundet i mere end 30 år), berider Karsten Petersen (25 år på Blue Hors som rytter/træner og uddanner af unghingste) samt berider Rune Willum (Grand Prix-rytter og -træner samt testrytter).

Copyright Ridehesten.com
Vicky Nortvig og Johnny Sørensen. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

Dansk Varmblods formand Jan Pedersen glæder sig over sammensætningen af den nye avlsledelse i dressur:
– Vi har fået etableret en avlsledelse for dressur, som er vidende og fremsynet. Personer med stor passion for avlen og sporten, som samtidig er højt respekterede for deres faglige kvalifikationer og personlige integritet. Jeg glæder mig over, at vi herhjemme råder over personer med en så høj grad af faglighed. De kan indgå ind i arbejdet i avlsledelsen og være med til at styrke den fortsatte positive udvikling af Dansk Varmblods dressurheste, som vi er kendte og anerkendte for ud over landegrænsen.

Glædeligt er det også, at dyrlæge og tidligere talsmand for avlsledelsen i dressur Johnny Sørensen er indstillet på at stille sig til rådighed både som overdommer og som sparringspartner for den nye avlsledelse som konsulent for at sikre kontinuitet i forhold til den afstukne avlsplan.

 Alle tre ser frem til opgaverne i avlsledelsen og til at møde forbundets hoppe- og hingsteejere ved kåringer og arrangementer.

Jens Søgaard udtaler: – Selve opgaven er vældig spændende. Jeg er tidligere blevet spurgt om at træde ind i avlsledelsen, men har ikke rigtig syntes, jeg havde tiden. At komme ind i maskinrummet, følge hingstekåringen, se de første følårgange, det er spændende. Det er er helt ufatteligt, hvad der er sket med avlen gennem de seneste 30 år, og jeg ser frem til fortsat at være med til at præge avlen i en god retning.

Copyright Ridehesten.com
Jens Søgaard, der netop har fået forbundets fortjenstmedalje i guld. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

 Karsten Petersen fortæller: – Jeg glæder mig til at komme i gang med opgaven. Jeg håber, vi kan køre smidigt videre for avlernes skyld. Det er det, det drejer sig om i første omgang, og derefter kan vi selv begynde at præge det. Jeg glæder mig til at komme ud på kåringspladserne og møde avlerne, og så håber jeg, at vi får flere i gang som dommere i forbundet.

Copyright Ridehesten.com
Karsten Petersen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

 Rune Willum siger: – Jeg glæder mig så meget til opgaven. Jeg har været med som fremmedrytter på hingstene, og at jeg nu kan fortsætte af den vej i avlsledelsen, syntes jeg, er superspændende. Jeg er meget glad for at blive spurgt. Vi har vist gang på gang, at vi har nogle af de bedste heste i verden, og det gør det også spændende at være med. Opgaven er en anden end at være testrytter, så det skal jeg lige sætte mig ind i, men jeg glæder mig.

Copyright Ridehesten.com
Rune Willum. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Det er hensigten, at de erfaringer, der høstes henover det næste halve års tid, skal bruges til afdække behovet for at tilknytte faglig, professionel konsulentbistand og i givet fald at tegne en præcis profil på en kommende avlskonsulent. 

Nye ansigter på dommerlisten
Ændringerne i forbundets avlsafdeling har også givet anledning til at se nærmere på forbundets dommerliste og dommeruddannelse. Der er foretaget nogle få ændringer nu, men målet er at tiltrække fagpersoner til dommeruddannelsen, der arbejder aktivt med heste i avlen og/eller sporten.

Per Springborg er udnævnt til overdommer, og det samme er Karsten Petersen og Rune Willum. Nye på listen over dommerelever er berider Mette Svare Ehlers, Christian Springborg og international dressurdommer Christine Prip, der begge skal gennem en intensiv, grundlæggende dommeruddannelse. Det forventes, at de vil være klar til at indtræde på dommerlisten indenfor kort tid. Mette Svare Ehlers er at finde på listen over gangartsdommere, hvor også Allan Grøn og Jan Møller Christensen er kommet til. Ny på listen over springdommere er berider Maria Bjørnkjær Asferg.

Ønsker man at høre mere om Dansk Varmblods dommeruddannelse, er man meget velkommen til at kontakte Christine Prip på forbundets Sekretariat. Dommerlisten kan ses her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner