Avlsgodkendelse til Rockefeller

17-03-2010 14:39
Dansk Varmblods avlsledelse har besluttet at tildele begrænset avlsgodkendelse til en skadet hingst, der ikke kan afprøves sportsligt. Hingsten Rockefeller er helbror til bl.a. Blue Hors Romanov
Copyright Ridehesten.com
Blue Hors-hingsten Rockefeller ved 10-dages testen på Vilhelmsborg (Foto: Ridehesten.com).

Den 5-årige Rockefeller blev for 2½ år siden udsat for et voldsomt uheld, hvor han brækkede hovbenet i højre forben og desværre ikke kan afprøves under rytter. Avlsledelsen har nemlig bedømt hingsten ved forbesigtigelse på Vilhelmsborg, hvor han på baggrund af sin særdeles gode type samt tre gode og regulære gangarter blev udtaget til hingstekåring i Herning 2010. Det viste sig imidlertid, at han på grund af følgerne efter den næsten to år lange sygeperiode, ikke var i stand til at vise sit sande potentiale, hvorfor ejeren trak ham fra bedømmelsen. På baggrund af hingstens fremragende dressurafstamning, og ikke mindst helbrødrenes (bl.a. Rubin Royal og Blue Hors Romanov) bemærkelsesværdige indsats i avl og sport, ønsker avlsledelsen imidlertid at afprøve Rockefeller i avlen. Hingsten gennemgår i øjeblikket en 10 dages observationstest og såfremt denne ikke giver anledning til anmærkninger, tildeles Rockefeller foreløbigt tre års bedækningstilladelse til maksimalt 50 hopper pr. år i 2010, 2011 og 2012.

Læs alt om Hingstekåringen 2010 i magasinet Ridehestens store aprilnummer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner