Hotline og Rockefeller tager til Canada

25-12-2018 16:02
Avl

I januar 2019 rejser avlshingstene Blue Hors Hotline og Blue Hors Rockefeller til Canada for at betjene dressurhopper i Nordamerika

Copyright Ridehesten.com
Blue Hors Rockefeller.

Den 13-årige hingst Blue Hors Rockefeller og den 15-årige elitehingst Blue Hors Hotline er begge solgt fra den danske hingstestation Blue Hors til Dreamscape Farm i British Columbia, Canada. Det bekræfter driftsansvarlig for hingstestationen, Esben Møller.

De to hingste har i høj grad bevist deres værd i avlen, men det er i højere grad stationens yngre hingste, hoppeejerne benytter. Blue Hors Hotline ligger lige nu nr. 20 på WBFSH's verdensrangliste for dressurhingste, og Rockefellers helbrødre Rubin-Royal og Blue Hors Romanov (Glock's) ligger hhv. nr. 3 og 16 på verdensranglisten.

Copyright Ridehesten.com
Blue Hors Hotline.

Rockefeller brækkede et hovben som helt ung og har aldrig været redet, hvorfor han altid vises for hånd ved Blue Hors' hingstefremvisninger, hvor han i flere år har været blandt publikums favoritterne. Af hans første årgang er den tidligere DRF-championatsvinder og UVM-deltager Rockson mf. Sorento (opdr. Stutteri Tophøj), der allerede som 7-års har haft massiv succes i lilletur i år. Rockefeller er også far til bl.a. den i Sverige kårede hingst, Dortheasmindes Rockey.

Hotline, Årets Hingst 2016 i Dansk Varmblod, har selv opnået internationale placeringer i Grand Prix under Daniel Bachmann Andersen. Flere af hans afkom har været højtplaceret i tyske og danske championater samt ved UVM i Verden og Ermelo, og flere af hans afkom er på vej frem i international Grand Prix. Et af hans mest kendte afkom i Danmark er guldmedaljehoppen Sirikit mf. Blue Hors Don Schufro (opdr. Peter Christensen), der også har startet international Grand Prix.

Copyright Ridehesten.com
Blue Hors Rockefeller.

Jennifer Arnoldt fra Dreamscape Farm er Blue Hors yderst taknemmelig for at have fået muligheden for at købe de to hingste, og nyheden hjemme i Canada har allerede skabt glædeligt røre blandt avlerne.

– Hotline og Rockefeller har så meget at tilbyde avlerne i Nordamerika, og jeg er Blue Hors meget taknemmelig. Jeg er ikke i tvivl om, at disse to hingste vil komme til at få indflydelse på dressurhesteavlen i Nordamerika. Avlerne er meget begejstrede over nyheden, og jeg glæder mig meget til at tage imod Hotline og Rockefeller her på stationen, fortæller Jennifer Arnoldt til Ridehesten.

Copyright Ridehesten.com
Blue Hors Hotline og Daniel Bachann Andersen i Dansk Varmblods gallashow.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner