– At slutte sæsonen med en sejr er exceptionelt

27-10-2024 15:34

Sådan lød det fra Marie Juul efter hun her til formiddag red en suveræn sejr hjem til internationalt militarystævne i Kronenberg, Holland. Mod 27 konkurrenter red hun hurtigst i mål efter dagens terræn

Copyright Ridehesten.com
Marie Juul og Ikke 2 har leveret en imponerende præstation i Holland i denne weekend. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

I denne weekend har en håndfuld danske militaryryttere været til internationalt stævne i Kronenberg, Holland. Her var blandt andet Marie Juul til start i CCI4*-S, hvor hun, mod sin egen forventning, løb med en helt suveræn sejr. Marie og hesten Ikke 2 e. Ibisco/ Landos lagde allerede godt fra start efter fredagens dressur, hvor parret fik 30,5 strafpoint, svarende til 69,50% og lagde sig dermed ind på en foreløbig femteplads i konkurrencen. 

Men som bekendt, kan alt ske i military og intet er sikkert, før man er ovre målstregen i sidste disciplin. Lørdag skulle de modige ryttere på springbanen, og her fik Marie og Ikke 2 desværre en nedrivning, og derfor rykkede de efter springningen ned på en foreløbig syvendeplads. I dag skulle ekvipagen så til start i terrænet, og her kan alt ske. Marie Juul og Ikke 2 red en helt suveræn og fejlfri tur i terrænet, hvor de krydsede målstregen i dagens hurtigste tid, 06,06 minutter. Det sikrede dem altså sejren i et utroligt stærkt felt, noget Marie er meget stolt af: 

Det er en helt vild følelse at vinde på dette niveau. Det var en svær bane med mange tekniske udfordringer. Jeg var netop taget til Kronenberg fordi vi vidste, at det ville være en udfordrende bane, og vi har virkelig brug for den her erfaring. Ikke 2 var virkelig på og frisk hele turen rundt, og vi har bevist, at vi sagtens kan være med. At slutte sæsonen af med en sejr, er bare helt exceptionelt, fortæller en meget glad Marie. 

Copyright Ridehesten.com
Marie Juul og Ikke 2 var hurtigst over målstregen i dagens terræn efter en fejlfri tur. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

To andre danskere var til start ved CCI4*-S i Kronenberg, nemlig Tobias Jørgensen med Alex e. Acodetto 2/ Leonid og Peter T. Flarup med Gamegirl Impe e. Chico's Boy/ Leonid. Desværre var det ikke lige deres stævne, da Tobias og Alex allerede i dressuren kom uheldigt fra start, og efter en springning med 12 fejl, var det ikke de bedste forudsætninger for at gå i terrænet. Desværre gik det heller ikke, og parret udgik fra terrænet. Peter og Gamegirl Impe havde derimod en rigtig fin tur i både dressuren og springningen, hvor de efter de to discipliner lå til en foreløbig tredjeplads. Desværre gik terrænet ikke helt som håbet, og parret måtte desværre udgå. 

Se stævnets start- og resultatlister. 

Copyright Ridehesten.com
Peter T. Flarup og Gamegirl Impe. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner