Årets springføl galoperer kraftfuldt

31-08-2024 13:31
Avl

To vindere af titlen Årets bedste springføl er nu blevet udpeget ved Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue på Vilhelmsborg i en finale med humørfyldte og velgaloperende springføl

Copyright Ridehesten.com
Årets springhoppeføl Kærslunds Ci Belle. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Under præsentationen af springføllene fastslog avlsledelsens talsmand for springheste, Johnny Hansen, vigtigheden af, at føllene ikke bare kan, men også vil galopere, og det må gerne være den gangart, føllet starter op i hver gang.

Johnny Hansen havde selskab af avlsledelsens Signe Wiese, Allan Blomgren og Bo K. Møller til at bedømme de springbetonede føl, der repræsenterede de syv regioner i Dansk Varmblod med et springføl af hvert køn udtaget i hver region.

Kollektionen af hoppeføl bestod af syv føl med syv forskellige fædre - fortrinsvis ældre hingste med undtagelse af Clear Heart Z og Vassini Ask. Til finalen udvalgte dommerne tre hoppeføl, hvor funktionalitet var kombineret med meget flot type, nemlig:

  • Kat.nr. 101 Kiki e. Bonaparte/Rockland fra Rudie Telgenhof, Hadsund
  • Kat.nr. 102 Kærslunds Ci Belle e. Ci Ci Senjor Ask/Lambrusco Ask fra Stutteri Kærslund v/ Camilla Blok, Aarup
  • Kat.nr. 104 Olympia de Merignat e. Ogano de Sitte/Diarado fra Torereo Holding ApS, Græsted

Som vinder af titlen Årets springbetonede hoppeføl i Dansk Varmblod pegede dommerne på Kærslunds Ci Belle e. Ci Ci Senjor Ask/Lambrusco AS.

Der er her tale om et hoppeføl, som ikke blot er meget vild med at galopere, men som samtidig er meget god til det, sagde avlsledelsen Signe Wiese, der beskrev Kærslunds Ci Belle som et vellinjeret, harmonisk, feminint hoppeføl med et dejligt udtryk.

Hun er et lille powerhouse, der bevæger sig med stor energi og med en stærk overlinje. Som Johnny Hansen tidligere nævnte, så er det et føl, der hver gang vælger at starte op i galop, og hun har netop en fremragende galopformåen, lød det fra Signe Wiese.

Hos hingsteføllene var der ligeledes tale om en bred vifte af forskellige præstationsafstamninger og med forskellige faderhingste, der igen må betegnes som forholdsvis ældre hingste. Dommer udvalgte tre føl til at udgøre dette års finale for springbetonede hingsteføl, nemlig:

  • Kat.nr. 110 Skovholmgårds Aregon e. Action Man Ask Z/Canto fra Dorte Holm Hansen, Rødding
  • Kat.nr. 111 Chagall Ask e. Chacoon Blue/Todt Un Prince Ask fra Stutteri Ask A/S, Martofte
  • Kat.nr. 114 Bredvigs Camarado e. Eldorado van de Zeshoek/Cris Ask fra Edith og Aage Gammelgaard Hansen, Herning
Copyright Ridehesten.com
Hingsteføllet Chagall Ask. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Efter de tre fremragende hingsteføl havde fået karakteristik og var blevet behørigt hyldet og foreviget af fotograferne, var der tid til at proklamere navnet på Årets springbetonede hingsteføl, og her sagde Signe Wiese:

Som vinder blandt disse formidable hingsteføl, vi har valgt et føl, hvor det hele går op i en højere enhed, nemlig den storrammede, harmoniske, udtryksfulde og samtidig maskuline Chagall Ask. Ja, sjældent har man set bedre udtryk. Udover en flot front har føllet også ven meget smidig og velfungerende – om end lidt lang – overlinje og en kraftfuld og energisk galop, der synes at være praktisk og regulerbar.

Om årets springbetonede hingsteføl, Chagall Ask, er der også at sige, at moderen er ingen ringere end guldmedaljehoppen Vicky Ask, der var Årets springhoppe i Dansk Varmblod for tre år siden, og dens halvsøster Valene Ask blev Årets springhoppe 2024 i aftes.

Se kataloget.

Se start- og resultatlister

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner