Signe Wiese
Årets ungdomsleder - Juniorudvalget i Tinglev Rideklub
Et af kriterierne for prisen som årets ungdomsleder er, at ungdomslederen ikke må være over 26 år, og det kriterium opfylder Juniorudvalget fra Tinglev Rideklub lige netop. Udvalget har nemlig 25 års jubilæum i år. Juniorudvalg arbejder uden de voksnes indblanding med forhold og arrangementer for klubbens unge – et mandat som udvalget har varetaget fortræffeligt. Selvom udvalgets medlemmer alle er under 18 år, arbejder de ”professionelt” efter en handlingsplan, og de har ret til at deltage i klubbens bestyrelsesmøder. Udvalget har som nævnt været en stor gevinst for klubben gennem 25 år, og derfor er det velfortjent, at de får Dansk Ride Forbunds pris for Årets Ungdomsleder 2012.
Årets Ildsjæl - Bent Kahr fra Bjerringbro og Omegns Rideklub
Prisen for Årets Ildsjæl gik til Bent Kahr fra Bjerringbro og Omegns Rideklub, som har været aktiv i sporten og klublivet i årtier. Bent er 72 år, men går stadig passioneret op i at uddanne og udvikle klubbens ryttere – uanset alder og niveau. Han går meget op i, at alle skal have råd til at gå til ridning, og derfor er undervisningspriserne i klubben også sat herefter, ligesom at klubben rummer alle lige fra begyndere til konehold. Heste og ponyer skal der også tages hensyn til, og derfor har alle firbenede ugentlige fridage, og de ældre heste og ponyer går på nedsat tid, når pensionen nærmer sig. Ved stævner er Bent også at finde her, der og alle vegne – hvad enten der er brug for opbakning, en dommer eller en banebygger.
Årets klubleder
Årets klubleder blev Birte Kyed Andersen fra Jordrup og Omegns Rideklub. Birte bruger ca. 30 timer om ugen på frivilligt arbejde i klubben, hvor hun bl.a. fodrer heste om morgenen, inden han/hun kører på arbejde. Birte underviser flere hold i klubben og rykker ud med råd og vejledning, når klubmedlemmer skal købe pony eller hest. Hun arrangerer også stævner og har gennem flere år arrangeret ridelejr ved familiens eget hjem. Birte kunne desværre ikke deltage i repræsentantskabsmødet, så hun fik overrakt prisen for ca. en måned siden ved en overraskelsesceremoni ifm. klubbens generalforsamling.
Kilde: Dansk Ride Forbund
Læs mere om årets prismodtagere i kommende numre af Magasinet Ridehesten