10-tal til Clara

07-03-2015 10:24

Det eneste 10-tal uddelt af testrytter Lars Bak Andersen i Katrinelund Unghestechampionat gik til hoppen Clara

Dagen i EQUSANA Arena hal B startede med anden halvdel af fremmedryttertesten i Katrinelund Unghestechampionat, og Lars Bak Andersen var generelt rigtig godt tilfreds med hestene: - Det er en stor cadeau til de danske avlere og ryttere med de her heste.

Fremmedryttertestens bedste hest blev Clara e. Carmargue/Corrado I, som er ejet af Niels Osterland, Sorring, og opdrættet af Morten Jøns, Støvring, rytter: Dennis Noes Nielsen, som fik fremmedryttertestens eneste 10-tal, der blev givet for kapacitet, mens det blev til et ni-tal for ridelighed.
- Den ligger utrolig dejligt i hånden, og er afbalanceret i galoppen. Den er utrolig veluddannet, gør alt hvad man beder den om, den giver en god fornemmelse. Den har en dejlig let og moderne galop. Det er kvalitet det her! Det tror jeg ikke bliver meget bedre, det her, udtalte en begejstret Lars Bak Andersen bl.a.

En anden hest, som imponerede Lars var Carrido e. Carrico/Escudo II, som er ejet og opdrættet af Niels Johansen og Mette Madsen, Sporup, rytter: Rikke Andersen. Her blev det til 9,0 for både ridelighed og kapacitet, og Lars udtalte bl.a.: - Den har fået en god uddannelse, står godt fortil. Den kommer godt af jorden, der er god kvalitet i den, den springer med fin forsigtighed, en hest som enhver rytter ville elske at ride på i det daglige, en hest som gør det nemt for rytteren. Super balance hele vejen rundt.

Hoppen Detroit e. Diamant de Revel/Corrado I, ejet og opdrættet af Hanne Lund og Henrik Hansen, Solrød Strand, har haft føl sidste år, men er nu med i Unghestechampionatet under Louise Søgaard. - Det er legende let, det her. Fantastisk hest, der springer overbevisende. Tillykke med at have avlet den, Henrik Hansen. Det er en hest til fremtiden, udtalte Lars Bak Andersen om gav hoppen 8,0 for ridelighed og 9,5 for kapacitet.

Ligeplaceret med Detroit var endnu en hoppe, nemlig Fiona Ask e. Ci Ci Senjor Ask/Carthago, som er ejet og opdrættet af Stutteri Ask A/S, Martofte, rytter: Søren Møller Nielsen. Her blev det ligeledes til 8,0 for ridelighed og 9,5 for kapacitet. – Den er dejlig ukompliceret at ride på. Det er en kapacitet for fremtiden. Tillykke til avler og rytter med det gode avlsarbejde og uddannelse af hesten, udtalte Lars efterfølgende.

Se flere resultater HER.

Det endelige resultat blev en sejr i Katrinelund Unghestechampionat til Clara og Dennis Noes Nielsen, foran Carrido og Rikke Andersen, og hingsten Cellestin Sekt e. Chellys Z/A-Dur, ejet af Lykkegaard 159 ApS, Vejle, opdrættet af Bo Christensen, Strøby, rytter: Charlotte Schreiber.

Der er præmieoverrækkelse i Katrinelund Unghestechampionat i EQUSANA Arena hal B kl. 15.40.

Se det samlede resultat HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner