Annika og Line fortæller om PL

06-10-2012 07:45

Maja Golles

Hvordan er hverdagen som paradressurrytter? Og som deltager ved PL?

OL-feberen havde dårligt nået at lægge sig, før det gik løs igen: De paralympiske lege indtog London 30. august til 4. september, og det var med dansk deltagelse af fem paradressurryttere. Som bekendt blev Danmark samlet nr. seks blandt de 16 deltagende nationer, og Annika Lykke Dalskov tog to bronzemedaljer. Annika slår fast, at det er enormt hårdt at være rytter og handicappet samtidig: – Ting tager længere tid for mig, og jeg kan ikke bare løbe hurtigere, hvis jeg har travlt. Man er nødt til at tjene penge for at være i denne her sport, og især de sidste fire måneder frem til PL var et enormt slid, fordi jeg havde lange dage på arbejde og skulle ud at træne bagefter, forklarer hun. Line Thorning Jørgensen har med PL i London deltaget i tre paralympiske lege. – Jeg føler mig ikke handicappet, når jeg er på hesten, selvom jeg ikke kan bruge mit venstre ben til at styre den, men bruger min pisk i stedet. Den har vænnet sig til det, fortæller hun. – Nogle gange kunne jeg godt ønske, at jeg kunne bruge min schenkel for at få en bedre travers, men det nytter ikke at tænke sådan. Jeg ser mulighederne og ikke begrænsningerne, fortæller hun.

I magasinet Ridehestens oktobernummer kan du læse hele Per Vinthers interviews med både Annika Lykke Dalskov og Line Thorning Jørgensen, der ikke bare fortæller om deres oplevelser ved PL, men også om det at være handicappet rytter og de udfordringer, der heraf følger. Derudover bringer vi alle de flotte danske resultater fra PL.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner