Regn, sol og Line Busk Heltborg i spidsen

08-08-2021 12:23

Marie Helene Rigård Rohleder

Line Busk Heltborg holder føringen  i AGRIA DRF-mesterskab for juniorer efter en lynhurtig og sikker nulrunde i en klasse, hvor vejrguderne åbnede sluserne i starten af klassen 

Copyright Ridehesten.com
Fie Gajhede Olsen og Fascination var en af de uheldige første ryttere i klassen, som blev ramt af det sindssyge regnvejr. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Anden kvalifikation i AGRIA DRF-mesterskab for U18 hos Absolute Horses er netop afviklet i øsende regnvejr.

Lørdagens solskin fortsatte desværre ikke til søndagens finaler, og med de tunge grå skyer hængende over hovedet kæmpede 15 ryttere sig igennem den første kvalifikation i, hvad man nærmest kan betegne som en ren syndflod af regn.  

Det gik desværre hårdest udover de første ryttere i klassen. De stakkels fire første ryttere måtte ud i et forfærdeligt regnvejr, som naturligt også påvirkede deres resultater. 

Men da Clara Roesgaard Kristensen og AK’s Cavalina kom på banen var regnen næsten stilnet af, og de leverede den første og super flotte nulrunde, og de ligger foreløbig på fjerdepladsen. Læs mere om Clara og hendes far Kim Kristensen fra Bækgården, som begge starter DM i denne weekend i artiklen HER.  

Copyright Ridehesten.com
Line Busk Heltborg og Gaville fører mesterskabet for juniorer indtil videre. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen

Line Busk Heltborg har indtil videre ligget sikkert i spidsen med Gaville e. Chellthago Z/Animo, og det fortsætter de med efter en flot og hurtig nulrunde, som den sidste rytter i klassen. De har pt. 0 fejl. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Tidligere på sommeren var Line Busk Heltborg og Gaville med til at vinde guld for hold til Nordisk Mesterskab i Finland. Sidste år vandt ekvipagen guld ved indendørs Agria DRF-mesterskab for juniorer. Ekvipagen har dannet par siden december 2019. Læs meget mere om Line Busk Heltborg i magasinet Ridehesten september-udgaven fra 2020.

Copyright Ridehesten.com
Josefine Sandgaard Mørup og De Semilly Edition. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen

Andenpladsen besættes af Josefine Sandgaard Mørup og den 14-årige De Semilly Edition e. Diamant de Semilly/ Exorbitant xx (opdr. Klaus Thingholm), som i sidste måned deltog i EM for juniorryttere i Portugal, hvor hun endte samlet som nr. 18 ud af de 102 ekvipager. Ekvipagen har pt. 1.22 fejl. 

På tredjepladsen har vi Natasha Tang Kaspersen og Contex 12, som leverede en fin nulrunde og pt. har 3.25 fejl totalt. 

Det er altså kamp om toppen i mesterskabet for juniorer, og der er ikke plads til fejl i finalerunden, som afvikles senere i dag. 

Se resultatet her, hvor I også kan følge med i finalen. 

 

Ridehesten har fotograf til stævnet fredag, lørdag og søndag. I kan se og købe billederne på hjemmesiden om få dage.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner