Fantastisk kulisse om pragtfuldt DM

05-06-2016 15:53

Britt Carlsen

På trods af der blot er 11 ryttere tilbage i det danske mesterskab for seniorer er mesterskabet særdeles spændende og publikum lever med rytterne banen rundt - det giver en fantastisk stemning, og Søren Møller Nielsen fastholder føring

De elleve finalister i det danske mesterskab hos Absolut Horses har givet os fremragende ridning og som klassen udviklede sig, er der fortsat spænding om resultatet, selvom Søren Møller Nielsen er alene i front. 

Banen i dag gav ikke mange fejl, men der var flere passager og forhindringer på banen, hvor publikum hurtigt opdagde, at her var fare på færde. Der blev redet med rytterne hele vejen af det veloplagte publikum og det har givet en fantastisk stemning omkring banen. Solen bager ned over den hvide springbane, og det flotte ridecenter danner en pragtfuld ramme om det danske mesterskab. 

Som første runde udviklede sig har Thomas Velin, Martin Neergaard og Søren Møller Nielsen lagt sig lidt alene i front. Thomas red fejlfrit på Chopin van het Moleneind, og det sendte ham op på en mulig sølvplads med fire fejl. Martin Dinesen Neergaard og Royal Butterfly fik et nedslag ind i trekombinationen, til publikums tydelig ærgrelse. Han ligger på en mulig bronzeplads med 8 fejl. Søren Møller Nielsens Velerne sprang bedst af alle i dagens første runde med masser af kraft, overskud og forsigtighed, Publikum red med Søren banen rundt, og der lød et forløsende jubelbrøl, da han galoperede fejlfrit i mål indenfor tiden. 

Med et nedslag på den næstsidste forhindring ligger Søren Pedersen nu på fjerdepladsen med 12 fejl, Jessica Vinther Jensen fik et nedslag på indspringet i dobbeltspringet og har 13 fejl, mens Lars Bak Andersen fik 6 fejl i dag og har 15 fejl. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner