Anna Kasprzak: Jeg er slået hjem, igen!

28-08-2020 13:39

Britt Carlsen

Hele den potentielle OL-trup er ventet til DM ved Equitour næste weekend, men den dobbelte OL-rytter Anna Kasprzak kommer ikke til start med sit OL-håb Fuhur, der har pådraget sig en skade på folden eller i boksen

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak med sin dobbelte OL-partner Donnperignon, som nu nyder sin pensionisttilværelse på folden. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Den dobbelte OL-finalist Anna Kasprzak har været forfulgt af uheld med sine Grand Prix-heste. Uforklarlige småskader, uheld i boksen eller på fold har betydet, at Anna har haft sine topheste gennem genoptræningsforløb de seneste 7-8 måneder. Nu havde Anna ellers set frem til at ride Fuhur ved DM hos Equitour næste weekend, men sådan skal det ikke gå. 

– Nu er jeg bare slået hjem, igen, siger Anna. Fuhur kom mandag ud af boksen med en let hævelse på det ene ben. Han var haltfri, men hævelsen forsvandt ikke ved let motion eller køling. Dyrlægen blev tilkaldt, og en scanning viste en overfladisk opklaring på den dybe bøjesene. Formodentlig på grund af et slag, eller noget han har lavet på folden eller i boksen. – Han har ikke på noget tidspunkt været halt, hverken i ridning eller longe, men dyrlægens råd er at skridte ham i en uge, og så er DM tabt, erkender Anna, mega dårlig timing. 
Addict de Massa, der pludselig, og helt uforklarligt stod skadet ved stævnet i Hagen i midten af juli, er heldigvis på vej tilbage i træning, men når ikke at være klar til DM.

Småskader - hvorfor?
Sidste år i november indkøbte Anna den meget spændende russiske varmblodshest, Fuhur, som i 2019 deltog ved EM med sin russiske rytter Elena Sidneva, hvor det blev til en individuel 20. plads.
Anna og Fuhurs samarbejde startede strålende med en sejr i deres debut ved landsstævnet i Hedensted med over 74% herefter tog hun turen til Norge og det 3-stjernede CDI-stævne Norwegian Horse Festival, hvor det blev til endnu en sejr. Men om natten hang Fuhur fast med et ben i boksens tremmer, og Anna kom ikke til start i kürklassen. Anna og Fuhur var dog klar til de internationale klasser ved Dansk Varmblods hingstekåring i marts i år, men igen måtte Anna trække Fuhur fra start efter Grand Prix-klassen (hvor hun kom ind på andenpladsen). Det viste sig, at skaden på det ene bagben, efter uheldet i boksen ved stævnet i Norge, også havde fået indflydelse på hans skulderparti.

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak og Fuhur. Foto: Rdehesten.com/Ida Dalgaard

I foråret og forsommeren har Fuhur været igennem et længere forløb med problemer med luftvejene. Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein satte Anna i forbindelse med en erfaren, tysk dyrlæge, som er meget dedikeret og passioneret omkring luftvejsproblematikker. – Det har været meget spændende at samarbejde med hende. Hun har stor erfaring og bliver meget brugt i store tyske konkurrencestalde, fortæller Anna, og det samarbejde havde stor gavnlig effekt på Fuhur. 

– Han har udviklet sig meget positivt, og fået overskud og energi igen, så vi syntes, vi var godt på vej. Jeg har redet undervisning ved Andreas (Helgstrand), og han har gået super fint, fortæller Anna, men hun syntes godt nok, der hænger en noget sort sky over hende.

– Jeg syntes virkelig, vi gør så meget for hestene, og vi passer så godt på dem. Jeg har en plan for deres træning. De arbejder to dage, og ellers går de ud i skoven på kuperet terræn, de går på vandbånd og kommer på fold. Nu er vi gået igang med at optimere overalt. Vi kigger på vores bunde, og ser, hvad vi kan gøre noget ved. Vi har også talt om, jeg har dem i for lavt gear mellem stævnerne, så jeg måske kommer for sent igang med at få dem kørt op i konkurrenceform? De skal jo trænes optimalt frem mod stævnerne, men bliver optakten for kort? Tusind ting kører gennem hovedet, når det går sådan, erkender Anna. 

– Man skal have lidt af en psyke for at rejse sig, og så bare køre på igen, fortæller hun og hun indrømmer ærligt, at det har været et hårdt forløb. – Da vi var på vej hjem med Addict (fra Hagen), overvejede jeg, om jeg ville fortsætte i det her. Heldigvis ændrer det sig meget hurtigt, men man kommer lige derud. Det er en rutsjebane, og jeg ved man kan være uheldig, men det har ramt lidt meget på min banehalvdel, slutter Anna Kasprzak.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner