Amerikansk rideforbund lancerer velfærdsguidelines

10-09-2025 12:58

Trine Askjær-Jørgensen

Det amerikanske rideforbund, USEF, er nu på banen med et nyt redskab, der skal bidrage til at forbedre hestevelfærd i både træning og konkurrence. Initiativet skal gøre det lettere at identificere og reagere på tegn på mistrivsel – også uden for stævnepladsen

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det amerikanske rideforbund USEF lancerer nu en række hestevelfærdsguidelines, som skal bidrage til at forbedre fysisk og mental velfærd hos heste i træning og konkurrence. Det skriver Dressage-News.

Retningslinjerne blev udviklet af USEF’s sportschef David O’Connor efter forbundets beslutning om at udvide indsatsen mod uetisk behandling af heste til også at gælde udenfor stævnepladserne.

Retningslinjerne skitserer eksempler på heste- og rytteradfærd, som falder i én af tre zoner:

  • Grøn: Acceptabel eller hestevenlig adfærd
  • Gul: Forhold som kræver opmærksomhed eller overvågning
  • Rød: Kræver indgriben eller er uacceptabel adfærd

De nye retningslinjer er baseret på et lignende system, som anvendes af det tyske rideforbund, og beskrives af det amerikanske rideforbund som værende undervisningsværktøjer frem for regler, designet til at hjælpe deltagerne med at danne sig det fulde billede af situationen foran dem og vurdere, om de skal fortsætte med at observere, rapportere eller gribe ind.

Den amerikanske dyrlægeforening for heste AAEP (American Association of Equine Practitioners) har udtrykt sin støtte til retningslinjerne.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

En ny “Protecting Horses”-sektion er oprettet på usef.org og indeholder et slideshow samt begyndelsen på en løbende videoserie med titlen “Know the Signs” (Kend tegnene).

Slideshowet forklarer retningslinjer, der gælder for hestens bevægelsesmønster og udseende, hoved- og halsposition, mund, samt ride- og træningsteknik og brug af udstyr. Flere videoer i serien vil blive offentliggjort i løbet af efteråret.

Der er planlagt webinarer for trænere, undervisere og ryttere for at hjælpe dem til bedre at forstå retningslinjerne. Ligesom autoriserede officials er blevet orienteret om retningslinjerne og ved, hvordan de skal gribe ind, hvis de ser personer handle i den røde zone.

Når situationen kræver det, har de beføjelse til at udstede mundtlige advarsler, registrerede advarsler eller gule kort samt til at diskvalificere eller udelukke en person, der mishandler en hest.

Medlemmer kan også indberette behandling, de observerer, som falder i den røde zone. Indberetninger fra medlemmer eller autoriserede officials vil blive fuldt undersøgt og kan føre til sanktioner fra USEF.

Kilde: Dressage-News

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen