Aldersrelateret træning i ridesporten styrker talentudviklingen

20-03-2010 17:10

Maja Golles

Træning i ridesporten skal ikke bare foregå på hestens præmisser. Rytterens alder og udvikling er også vigtige parametre for sikker og målrettet træning af talentfulde ryttere. Derfor lancerer Dansk Ride Forbund og Team Danmark i dag bogen "Aldersrelateret træning RIDNING".
Copyright Ridehesten.com
(Foto: Ridehesten.com)

Sikker og målrettet udvikling af ridetalenter kommer ikke af sig selv. Derfor har Dansk Ride Forbund i samarbejde med Team Danmark udviklet Aldersrelateret Trænings Koncept (ATK) til ridesporten. Bogen "Aldersrelateret træning RIDNING" skal ruste ridesportens undervisere til at tilpasse træningen til rytternes alder og udvikling, så udviklingen fra barn til succesfuld konkurrencerytter sker på de bedste betingelser. Rytternes forældre har også stor gavn af at læse bogen. ”Det er vores ambition, at det aldersrelaterede træningskoncept skal forplante sig hele vejen gennem dansk ridesport og sikre en forsvarlig udvikling af unge ryttere ude i klubberne. Vi vil nemlig gerne have endnu flere unge talenter, der kan udfordre den etablerede elite i kampen om pladserne på vores landshold. En styrkelse af vores landshold skal sikre, at dansk ridesport også i fremtiden kan høste medaljer de store internationale mesterskaber”, siger Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand. Team Danmark har siden 2005 arbejdet med udvikling af aldersrelaterede træningskoncepter. Ud over Dansk Ride Forbund arbejder 15 andre sportsgrene i øjeblikket med de aldersrelaterede træningsprincipper. Grundidéen er, at tilpasse træningen nøje efter talenternes alder, udviklingstrin og sportsgren. I ridesporten er der fokus på både den egentlige rideundervisning, den fysiske og mentale træning samt kostvejledning. Et nøglebegreb i bogen er således det gode ridemiljø, hvor trænere og forældre skaber et miljø for de yngste ryttere, hvor der i højere grad er opmærksomhed på udvikling af færdigheder - og et mindre fokus på konkurrenceresultaterne. Og det er netop ved at have fokus hele vejen rundt om rytteren og ved at tilpasse træningen børnenes alder, at talenterne får de bedste og mest forsvarlige udviklingsmuligheder. ”Personligt betragter jeg den mentale træning som en af de absolut vigtigste komponenter for alle idrætsudøvere, og jeg vil endda påstå, at den rigtige mentaltræning kan forbedre resultaterne med op mod 10 %. Derfor forventer jeg også, at Aldersrelateret Trænings Koncept vil medføre en styrkelse af de danske ryttere”, siger Ulf Helgstrand. Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner