Merete Haahr
En gruppe af 28 Ph.D.-studerende, dyrlæger og professionelle hestetrænere var samlet på det Svenske Ridecenter Strömsholm i sidste uge til en intensiv kursusuge for at lære mere om hestevelfærd og træning, og hvorfor forskning er vigtig, når vi taler om bæredygtighed i ridesporten. Det var ifølge arrangørerne af kurset det første Ph.D.-kursus i de nordiske lande, som handler om Equitation Science.
Deltagere kom fra alle de nordiske lande, og selv repræsentanter fra Brasilien og Australien var med blandt de mange hesteentusiaster og internationale førende forskere inden for heste og dyrevelfærd.
Bygge bro mellem videnskab og praksis
–Det kan være en udfordring at samle både Ph.D.-studerende og de førende inden for hesteindustrien, men det var også en god mulighed for at udveksle ideer, skabe bedre kommunikation og hjælpe hinanden til at blive skarpere på at skelne fakta fra fiktion. Det kan hjælpe til at basere vurderingen af hestevelfærd på mere evidensbaseret videnskabelig data frem for fordomsfulde, ensidige bedømmelser, fortæller Dr. Elke Hartmann fra det Svenske Landbrugs Universitet, der sammen med Dr. Maria Rørvang fra samme universitet har taget initiativ til kurset.
At bygge bro mellem videnskab og praktik er helt centralt, hvis vi skal forbedre hestevelfærden og sikkerheden for mennesker, som arbejder med heste, mener kursuslederne, som håber, at der er blevet skabt en spirende grobund for dette i løbet af ugens kursus.
Formidling af videnskab er vigtig
Det centrale spørgsmål gennem hele kurset drejer sig om hestens natur, deres kognitive evner og deres velfærd og livskvalitet, samt hvad der karakteriserer den gode hestetræner.
Kurset satte også fokus på spørgsmål som: Hvad adskiller videnskab fra fiktion? Hvad skal man være opmærksom på, når man evaluerer kvaliteten af videnskabelige studier og de populære artikler, der rapporterer videnskabelige resultater? Hvordan kan vi oversætte videnskab til letforståelig viden, som medvirker til en konkret forandring i praksis?
Kurset blev afsluttet med en paneldiskussion med Dr. Peter Kallings fra det Svenske Rideforbund, som også er formand for hestevelfærdskomiteen. Desuden deltog Dr. Mari Zetterqvist Blokhuis, som er professionel rideinstruktør, og Cecillia Ekeberg, som er dyrlæge og hovsmed.
– Vi ved en masse omkring heste og Equitation Science, men der er brug for at kommunikere denne viden ud til den brede befolkning for at bygge bro mellem videnskaben og praksis. Jeg tror, dette kursus er et vigtig skridt i den rigtige regning, understregede Dr. Kallings under paneldiskussionen.
Vender tilbage i 2020
Kurset var finansieret af NOVA og det svenske universitet for landbrugsvidenskab, SLU. Kursusarrangørerne håber, at det vil være muligt at afholde kurset igen i 2020 og på denne måde tiltrække studerende og andre professionelle inden for hestebranchen. SLU har en lang tradition i forhold til at tilbyde uddannelse inden for hestevidenskab på Sveriges tre nationale hesteportscentre, Strømsholm, Flyinge og Wången.
Læs mere om kurset her og her.
Læs mere om den Internationale Society for equitation science (ISES) her.