AL Stilcup rundet af med stil og smil

21-04-2025 10:19

Påsken nærmer sig så småt sin ende, og for mange glade ryttere har den budt på AL Stilcup, der traditionen tro blev afviklet i de flotte faciliteter på Riders Cup i Herlufmagle. Finaledagen bød på flotte ridt, god stemning og glædestårer

Copyright Ridehesten.com
Endnu en AL Stilcup er her i påsken blevet afviklet med stor succes. Foto: Privat

Fire dages springstævne fyldt med spænding, flotte ridt og masser af smil er nu afsluttet på Riders Cup, hvor årets AL Stilcup i samarbejde med AB Rideudstyr blev afholdt. Det populære stævne, der har fokus på stil og grundridning frem for hurtighed, blev endnu en gang en stor succes, og trak ryttere fra hele landet til de smukke faciliteter på Sydsjælland. 

Finaledagen løb af stablen onsdag, og blev kulminationen på en intens uge. Ponyrytterne indtog banen til A-finaler, mens hesterytterne dystede i både A- og B-finaler. Fælles for klasserne var, at niveauet var imponerende højt. Publikum kunne nyde stilfulde og harmoniske runder, hvor det tydeligt kunne mærkes, at rytterne havde lagt masser af arbejde og fokus i deres forberedelser. 

Copyright Ridehesten.com
Det var glade ryttere, der kunne tage fra Riders Cup efter et vellykket stævne. Foto: Privat

Rytterne leverede flotte ridt i stilklasserne, der blev afviklet efter metode S2 og S4. Stemningen på banen var præget af både glæde og spænding - og enkelte glædestårer. Ariane Batchelor, der står i spidsen for afviklingen af stævnet, er glad og tilfreds med endnu en vellykket Stilcup: 

Vi fik afviklet Stilcup 2025 med glade børn og glædestårer. Det er dejligt at se, at der kommer flere og flere hesteryttere i alle aldre, der gerne vil ride stilspringning, og som gerne vil have mere af det. Det har været en fornøjelse med de helt små klasser, som normalt kun ses til klubstævner. De rider normalt ikke stilspring, da man ikke har råd til stildommer til klubstævner, men her fik de muligheden, lyder det fra Ariane. 

Copyright Ridehesten.com
Ariane Batchelor (ved siden af hesten) er glad for opbakningen til stævnet. Foto: Privat

Netop bredden og muligheden for at deltage uanset niveau er en bærende tanke i AL Stilcup, og det blev igen i år tydeligt, da en ny LF-tour for både heste og ponyer gjorde det muligt for endnu flere ryttere at være med. Mange af deltagerne oplevede for første gang følelsen af at ride et stort stævne med flotte faciliteter, spændende finaler og en stemning, der emmer af engagement og passion. 

Stævnet på Riders Cup bliver med rette kaldt en fejring af stilridning og rytterudvikling, og det er netop dét, som både deltagere, tilskuere og arrangører tager med videre. Stilcup vender stærkt tilbage næste år, hvor datoen allerede er fastlagt. Stilcup 2026 afholdes den 29. marts til 1. april 2026 på Riders Cup

Se stævnets resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner