Agnete: Man skal grave killer-instinktet frem

17-08-2017 19:13

Det handler om at føle, at man kan gå på vandet, og at det hele kører for en – så skal det hele nok gå, fortæller Agnete Kirk Thinggaard som er klar til det kommende EM med Jojo AZ

Copyright Ridehesten.com

I forbindelse med optakten til EM har Ridehesten spurgt Agnete Kirk Thinggaard, hvordan man forbereder sig til et stævne som EM. For godt nok er det et stævne ligesom så mange andre hun har prøvet, men trods alt er det også et mesterskab, hvor medaljechancerne i den grad er åbne. Men for Agnete er forberedelsen den samme som altid.  
– Jeg forbereder mig stort set på samme måde som til alle andre stævner. Ja, det er EM, det er stort og spændende, men banen har samme mål, programmerne er de samme, hesten er den samme. Alt er, som det plejer, siger hun og fortsætter:
– Men som normalt forbereder jeg mig meget mentalt op til store stævner. Jeg visualiserer det perfekte program igen og igen, og jeg bruger meget tid på at sige min vinderremse (det har jeg lært at Rasmus Bagger) og i det hele taget booste min selvtillid på alle tænkelige måder. Det handler om at føle, at man kan gå på vandet, og at det hele kører for én – så skal det hele nok gå. Hvis man kommer afsted og siger ”undskyld jeg er her” kan man ikke præstere ordentligt. Man skal have gravet killer-instinktet frem og hæve panden og indtage sin plads, siger Agnete.

Vindersang og smykker med betydning
Agnete har nogle helt specielle ting, som hun plejer at gøre før stævnestart.
– Jeg har masser af rutiner! Men det er små ting, som faktisk er svære at sætte ord på. Det er måske bare rutinerne og tidsplanen lige de sidste timer inden, jeg sidder op, som er ens hver gang. Uden at jeg tænker specielt meget over det, gør jeg det samme hver gang og i samme rækkefølge. Derudover har jeg en spilleliste på min telefon med powersange – vindersange – som giver mig energi og power, og som booster mit ego lige inden jeg skal ride. Og ift. lykke-charms og den slags – dem har jeg masser af! Jeg har pins på min ridejakke fra OL og en broche indeni, som jeg har fået foræret af en speciel person med en styrke, som kun få har. Derudover har jeg ofte et armbånd på, som et af mine børn har lavet. Til EM bliver det et Danmark-armbånd, som jeg fik i gave af min ældste datter lige inden OL sidste år.

Copyright Ridehesten.com

JoJo ved, hvad han skal
Agnete Kirk Thinggard var i 2001 og 2002 med helt fremme som ungrytter i dressursporten. Hendes åbenlyse talent og økonomiske muligheder betød, at mange fagfolk i branchen spåede hende en fremtid i international dressursport. De fik ret, men der skulle gå 13 år, før det blev en realitet.

Efter otte års pause fra ridningen følte Agnete i 2013, at hun var klar til en indtage de internationale dressurbaner igen. Valget af hest faldt på den ungarske vallak JoJo AZ e. Ginus/Justboy (opdr. Enyingi Agrár Rt.), som nu er 14 år gammel, og sammen har de to haft en fantastiske rejse de sidste par år med blandt andet deltagelse ved OL i Rio.

– Jojo og jeg kender alle øvelserne, og det vigtigste for mig, og for at det hele bliver en succes, er, at Jojo er frisk og glad og smidiggjort. Det handler ikke så meget om at terpe øvelser, men om at holde ham glad og energisk. Og så bruger jeg meget tid på at finpudse de små ting i programmet – f.eks. indridning, paraden, tilbagetrædning, skridt osv. De ting man let glemmer, men som tæller ligeså højt som en piaffe eller en galoppirouette.

Copyright Ridehesten.com
Gitte og JoJo under præmieoverrækkelse ved DM i år

Gitte er uundværlig
Ligesom Anna Kasprzak understregede i gårsdagens artikel på Ridehesten.com, sætter Agnete også en tyk streg under, hvor vigtig hendes groom Gitte er.
– Jeg har altid Gitte Hansen med som groom. Hun har været Jojos faste groom lige siden, vi red vores allerførste World Cup stævne i Polen for nogle år siden. Hun og Jojo har et helt særligt forhold, og jeg vil nødig afsted uden hende. Der er mange vigtige mennesker ind over vores skønne heste og os selv som ryttere – men groomen er en af de helt centrale. Hun har styr på Jojo og ved hele tiden, hvad han har brug for. Og hvad jeg har brug for, fortæller Agnete.

– Jojo elsker selskab (og æbler) så der går meget tid med at hygge med ham til stævner. Han elsker at nusse og stikke hovedet ud over boksen og få opmærksomhed. Til gengæld er han bare super god til også at sige fra og vende sig med ryggen til, når han er træt. Så stiller han sig over i hjørnet og sover. Igen, han er virkelig god til at passe på sig selv og lade op.

Nogle af rutinerne er, at vi har ham ude af boksen mindst tre gange til stævner, fordi vi har fundet ud af, at det eneste tidspunkt, han rigtig drikker på, er, når han har været ude af boksen og kommer ind igen. Så tømmer han gerne en spand eller to. Men når han står for længe i boksen, holder han op med at drikke. Det er min groom, der har fundet ud af det, og det er virkelig guld værd at have en dygtig groom med, der lægger mærke til den slags ting. Det er vigtigt, han får drukket nok og får fyldt depoterne, så vi kan holde på energien.

Her på Ridehesten håber vi på alt det bedste for Agnete og de danske ryttere ved det kommende EM, hvor holdkonkurrencen starter på tirsdag. Følg med på EM's hjemmeside HER.

Følg EM-dressurrytterne på Ridehesten.com
EM er lige rundt om hjørnet, og for dressurens vedkommende består holdet af Anna Kasprzak, Cathrine Dufour, Agnete Kirk Thinggaard og Anna Zibrandtsen. Vi kender dem egentlig ganske godt de fleste af os, men der er altid plads til at lære mere om dem. I den forbindelse har vi på Ridehesten.com taget en snak med alle fire piger, hvor de hver især har fortalt om forberedelserne op til mesterskabet og løftet sløret for om deres heste har nogle specielle vaner eller finurligheder under stævner. De kommende dage kan du læse om Cathrine Dufour, Anna Zibrandtsen og deres heste.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner