Æres den der æres bør

08-03-2009 00:25
Under Dansk Varmblods Gallashow ved hingstekåringen i Herning fik H.K.H. Prinsesse Benedikte lørdag aften overrakt sin egen vandrepræmie

”Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benediktes Vandrepræmie blev indstiftet i 2005 og tildeles en hingst, som er kåret i Dansk Varmblod, og som ved egenpræstation eller som far til konkurrenceheste har gjort sig gældende i ridesport i kalenderåret forud.” Det er Dansk Varmblods avlsledelse, der udpeger den hingst, der skal tildeles prinsessens vandrepræmie, og i år var der ingen mere indlysende modtager end Prinsesse Nathalies hest Digby. Æres den der æres bør, sagde Dansk Varmblods formand Jan Pedersen. Digby, der er opdrættet af H.K.H. Prinsesse Benedikte på Berleburg, er tidligere blevet kåret som avlshingst ved arrangementet i Herning. Med Prinsesse Nathalie i sadlen har Digby siden hen triumferet på alverdens dressurbaner og var stærkt medvirkende til, at det danske landshold i dressur vandt bronzemedalje ved OL 2008 i Hongkong. Hingstekåringen i Herning giver hvert år tusindvis af hestefolk en uforglemmelig totaloplevelse med kåring, sport, show og udstilling. Det totale antal besøgende forventes søndag at blive opgjort med ny rekord på langt over 50.000.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner