Camilla Tiefensee Schrøder
Sidste weekend blev Vestegnsridtet 2018 afholdt, og arrangørerne fortæller til Ridehesten.com, at de har haft en dejlig søndag med godt vejr, højt humør og glade, tilfredse ryttere.
– Det er gået rigtig godt. Vi har fået en flot stævnerapport og positive tilbagemeldinger fra ryttere. De siger, der var fine præmier og gode markeringer på ruterne, og så smitter det selvfølgelig også, når vejret er godt, fortæller Karen Thingstrup, som arrangerer stævnet sammen med Bibi Hollenberg.
Distanceridtet var lige ved at forsvinde
Ridtet afholdes i Vestskoven, som ligger mellem Glostrup og Ballerup Vest for København og ifølge Naturstyrelsen er Danmarks største nye skov.
– Vi som kender skoven synes den er alt for fin til ikke at ride distancestævne i, siger Karen Thingstrup, som selv er distancerytter på internationalt niveau og nyder at ride i Vestegnsskoven til daglig.
Vestegnsridtet var tæt på at forsvinde for tre år siden, da den forrige arrangør, Michelle Kjær Petersen fra Albertslund Ridelkub, ikke havde tid og ressourcer nok til at stable det på benene. Men så sprang Karen og Bibi til og fik det op at køre igen, nu med Vestegnens Rideklub som vært.
– Det er et kæmpe arbejde at arrangere et distancestævne. Det kræver meget mere for- og efterarbejde end spring- og dressurstævner, fordi man skal ud i skoven og sætte markeringer op på ruterne, forklarer Karen Thingstrup.
Stævnet har nu kørt rigtig fint siden 2015, og arrangørerne håber på at fortsætte næste år.
Restultater fra Vestegnsridtet 2018
Vinderen af selve Vestegnsridtet 2018, som er en MA 80-85 km, blev svenske Jessica Holmberg på Queen of Gothica. Med tiden 05:18:14 var hun næsten en time foran nærmeste konkurrent. Til gengæld var der kun et enkelt sekund mellem anden- og tredjepladsen.
Bedst placerede dansker blev Inger Pitter Bertelsen fra Skibby Ride- og Voltigeklub, i sadlen på araberhoppen Zamira Azale OX e. MB Karatt OX/Wisdoms Promise OX (opdr. Kristina Marcussen). Hun gennemførte med gennemsnitshastigheden 13.68 km/t og endte dermed i tiden 06:12:52. Et sekund efter, på tredjepladsen, kom Anna Sofie Rasmussen og hingsten Miraculix fra Nørre Djurs Rideklub, som også vandt præmien for "Best Condition".
LB 42-45 km blev vundet af Anne Wejlemand Nielsen på Enrique Bas OX e. Abha Quatar OX/Pryam El Jamaal OX (opdr. Belinda Børglum), og i LA 62-76 km blev vinderen Jeanet Maud Jensen på Ca Zalvation OX e. Shanghai Ea OX/LM Polaris OX (opdr. Calbar Arabians)