Britt Carlsen
Severo Jurado Lopez formår at få det bedste ud af de heste han rider for Helgstrand Dressage, og når det gælder avlshingsten Springbank II VH e. Skovens Rafael, så er det ikke så lidt. Severo formår som få, at "spænde fjederen" uden den springer. Han får hestene til at bevæge sig elastisk under sig, i fuldendt balance mellem hans hånd og schenkel. Det var en udpræget fornøjelse at se ham ride Springbank II VH i dagens DRF championatskvalifikaition powered by PAVO på Vilhelmsborg. Også dommerne Kirsten Søgaard og berider Bjarne Mark Jensen lod sig besnære af parret og de gav hingsten 9,7 for trav og 9,6 i potentiale ialt 95,4 points.
Ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i år opnåede Blue Hors Zackerey e. Blue Hors Zack (opdr. Tove og Ove Møller Nørgaard) en sjælden ære, nemlig en opdrættermedalje i guld. Den imponerende hingst er typemæssigt nærmest prototypen på fremtidens dressurhest. Lidt spændinger hos hingsten i dag kostede Daniel Bachmann Andersen værdifulde point i jagten på sejren, de opnåede 87,8 og en andenplads i klassen.
Daniel måtte dog dele andenpladsen med berider Søren Wind fra Helgstrand Dressage, som opnåede præcist samme pointssum med hoppen Queenparks Wendy efter den tredobbelte UVM-guldvinder Sezuan opdrættet af Kurt Gosmer.
Der stod også Helgstrand Dressage på fjerdepladsen, idet Anne-Marie Hosbond red avlshingsten Florist Enshøj e. Floricello fra Klaus Fogh til 87,2 points, og heraf fik hingsten 9 for ridelighed. Og ind på femtepladsen kom Rebecca Sørig Pedersen med Odin Unik e. Denver TT fra Stutteri Unik, her blev 9-tallet også givet for hestens ridelighed.
Se samtlige resultater HER