Camilla Tiefensee Schrøder
I går blev der taget hul på en uge med masser af international topdressur ved Global Dressage Festival i Wellington, hvor der er både trestjernet og femstjernet dressur på programmet.
Den femstjernede Grand Prix, som blev afviklet torsdag aften, blev vundet af USA's Steffen Peters på Suppenkasper e. Spielberg/Krack C. Ekvipagen har startet syv gange i år, og har vundet alle syv gange. Denne gang vandt de med en score på 76.239%.
Dansk-amerikaneren Charlotte Jorst indtog femtepladsen med 71.913% på Kastel's Nintendo e. Negro/Monaco (opdr. C. Rommens), og syvendepladsen, med 70.652%, gik til Agnete Kirk Thinggaard og Blue Hors Zatchmo e. Blue Hors Zack/Donnerhall (opdr. Günter og Inge Bastian), som dermed også kvalificerede sig til lørdagens Grand Prix Special.
Se resultatlisten
Efter ridtet skriver Agnete Kirk Thinggaard på sin facebookside, at Grand Prixen gik godt på trods af, at Zatchmo var lidt bange for sin egen skygge. Men hun er ganske begejstret for den 11-årige hingsts potentiale. Hun sammenligner det med følelsen af at sidde i en Ferrari, hvor man bare lige skal finde ud af, hvor alle knapperne sidder henne.