Anne-Sofie Schou Munk
Så hvorfor er det så at vi hestepiger elsker heste så meget?
Jeg tror at det er fordi:
1. Heste kræver totalt nærvær når du er sammen med dem.
Når man er sammen med et flugtdyr, som vejer mange hundrede kilo bliver man nødt til at slippe hverdagens bagage, og alle forstyrrende tanker på vejen i stalden, som f.eks at nå en deadline, eller hvad man skal spise til aftensmad, eller hvordan man skal takle den der ubehagelige samtale man har foran sig. Når man går ind i hestens boks, sker der noget magisk: Man bliver totalt nærværende. Hvis ikke man er nærværende kan der ske ulykker. Så enkelt er det. Det føles allerede der, som om man åbner døren til en masse kærlighed.
2. Heste kræver total opmærksomhed.
Findes der noget bedre man kan give et andet levende væsen ens opmærksomhed, og lige præcis det kræver hesten meget af. Det er en stor krop og dagligt går man den i gennem for sår, skader, hævelser m.m. som kan være opstået siden man havde hesten i hænder sidst. At føle den bløde pels, at køre hænderne ned at de smalle ben, og at klemme på de følsomme muskler i ryggen, hvor man noterer sig stort og småt, gør at vi er i god kontakt med hesten. Det er ikke neurotisk men man er opmærksom. Netop fordi vi ikke er med vores heste ret mange timer af døgnet, skal man være ekstra opmærksom på hvordan den har det når man ses. På samme måde er man opmærksom når man rider. Hvordan føles den? Hvad skal jeg gøre for at få den til at slappe lidt mere af? Hvorfor er den uvillig?
3. Heste er tydelige men de dømmer aldrig.
Hesten vil vide hvem du er, hvor i rangordenen du befinder dig og om du er værdig til at være leder for den. Det holder hesten øje med hver dag, uanset om du er hest eller ej. Ikke noget med JEG TROR MÅSKE AT JEG VIL DET HER når det kommer til heste. Selv om det kan være ubehageligt kommer man hver dag til at udfordre sit intellekt og konfrontere sine rædsler, og det kan være svært. Ind i mellem må man lade som om at man har styr på det, indtil man får det. Det kan fungere. Hestesproget kan være brutalt, eller i hvert fald set i gennem menneskeøjne. Det er egentlig bare en meget tydelig måde at tale på. De har ikke råd til at blive misforstået når de færdes i en flok, fordi det kan sætte sikkerheden på spil. Omgang med heste kræver tydelighed, men indeholder ikke vurderinger af dit udseende, dine værdier, meninger eller andre ting der kan have stor betydning i verden ”udenfor”. Der findes ikke bedre eller værre – bare JA og NEJ.
4. Heste kræver mod.
De kræver mod – og klogskab og tryghed – af flokkens leder. De kræver også mod af os mennesker, netop fordi at de er flugtdyr. For at være modig skal man være forberedt på at udvikle sig, og turde forandre sig, at tænke uden for sin trygheds- og bekvemmelighedszone. Man skal inden man rider, og håndterer hesten bestemme sig for hvad man tør i dag. I morgen? Og for at gøre det skal man forstå. Man bliver nødt til at forsøge at sætte sig ind i hvordan ens hest tænker, og finde ud af så meget man kan. Man skal have en strategi en plan og et mål, som harmonerer med ens hests formåen. Uanset om det er at ride grand prix eller kunne ride over jernbanen, skal man tænke over hvordan man skal komme dertil. Er man ikke så rutineret og kan man bare rense hove, kræver det alt det mod man har, er man større finder man rask væk nye situationer hvor man behøver at være modig. Hestepiger behøver ikke bungee-jumpe, de har spænding hver dag med deres heste.
5. Heste har værdighed.
Heste ved at stress ikke er sundt at leve med. De ved at stress redder dem når de bliver udsat for farer. Når de ikke gør det tager de det helt roligt. De er dygtige til at leve i nuet. Der findes noget værdigt og uhørt venligt over hestens opførsel, der gør det uværdigt for os mennesker at stresse i dens nærvær. Heste er naturligt afstressende. Det er derfor man aldrig kommer ud af stalden når man først er der, og derfor at folk undrer sig over hvad det egentlig er man går og laver. Nogen gange er det ingenting, man afstresser bare.
6. Heste er personlige.
Det er klart at man kan tildele heste en række generelle egenskaber, men de har også masser af personlighed. Men for at lære din hest at kende rigtigt, skal du være nærværende, opmærksom, tydelig, modig og rolig. På den måde, og hvis I er et godt match, så vokser kærligheden. Du giver alt det til hesten – hvilket også inkluderer MEGET tid – og du får så uendeligt meget tilbage. Du får tillid, du får spænding og du får fysiske udfordringer. Og du får et smukt hestehoved, som ind i mellem hviler på din skulder. Hvis du gør din del af arbejdet korrekt, er hesten ALTID glad for at se dig.
Nogen ville kalde det mindfulness – jeg kalder det hestekærlighed
