Liv Haumann Madsen
Folk, der ikke ved så meget om heste, forstår måske ikke, hvorfor vi elsker heste og ridning så meget, som vi gør. Det må være, fordi heste ikke gør indtryk på dem, hvor vi hestemennesker derimod har svært ved at sætte ord på kærligheden til de skønne dyr. Hestemennesker er klar over, at det ikke er en lært passion, men at man er født med den her forkærlighed til heste, og den vokser man op med. Det er som om, at man elsker heste fra det øjeblik, man bliver født.
Hestemennesker lægger ikke mærke til lugten af hest, og det føles hverken klamt eller underligt at kysse en varm mule. Vi ved, at heste også har brug for opmærksomhed og omsorg, og derfor bliver vi gode til at holde øje med hestens velvære. Vi tøver ikke med at købe det dyreste dækken, for kun det bedste er godt nok til vores venner. Selvom vi måske godt er klar over, at hestene er ligeglade med, om dækkenet har kostet 200 eller 6.000 kroner, hvis bare det passer. Desuden gør det helt ondt at købe nyt tøj til os selv, for så er der ikke lige så mange penge til det nyeste sæt til hesten, som bare ville se hammer godt ud.
Hestenes udstyr er selvfølgelig altid førsteprioritet. Det er ikke et problem at købe tre underlag til den samme hest på én dag, for dem skal man jo sikkert nok få brugt på et tidspunkt. Strøelse og boksstørrelse er nøje udvalgt, for igen skal hesten have det aller bedste på markedet. Hestemennesker er ikke bange for at købe nyt, for mirakelmidler er der masser af. Rytteren er næsten lige så forkælet som hesten, for udstyret skal passe sammen, om end det er glitter, lak eller en vild farve. Det er som om, at ens ridning bare bliver lidt bedre, når udstyret matcher. Man er ikke bange for at blive lagt mærke til, for man vil hellere end gerne være blikfanget.
Det er også hyggeligt at servere en ekstra omgang lækker mash eller at smøre hove med den nye hovolie, selvom det egentligt ikke rigtigt betyder noget for hesten. Lidt ponypige skal man vel forblive. Som rytter er modgang ikke noget, der gør den store forskel, for når man først elsker sin hest, er det umuligt at give op. Hver dags højdepunkt er at tage i stalden.
Det er hyggeligt at bruge lang tid på at muge boksen, indtil der ikke længere er ét uønsket halmstrå at finde, for det er den mest tilfredsstillende følelse at trække hesten ind i en perfekt muget boks. For mange ryttere er det at tage i stalden den bedste kur på en dårlig dag, for man kan tilbringe så mange timer sammen med sin bedste ven uden, at det bliver kedeligt. Det er som om, at man bor i et hus, men ens hjem er i stalden. Hestene kender alle ens hemmeligheder og ved præcis, hvornår det er godt at lægge hovedet på ejerens skulder. Det er det, der gør heste så specielle.
