4. plads til dressurlandsholdet i Rotterdam

22-06-2012 07:33
Anne van Olst, Lone Jørgensen og Lisbet Seierskilde red en fin dansk 4. plads i hus i holdkonkurrencen ved det store internationale CHIO-stævne i Rotterdam
Copyright Ridehesten.com
Lisbet Seierskilde og Jonstrupgårdens Raneur. (Arkivfoto: Ridehesten.com)

Lisbet Seierskilde på Jonstrupgårdens Raneur blev bedste danske ekvipage i Grand Prix’en, der blev redet over onsdag og torsdag. Stævnet er yderligere ekvipagernes sidste chance for at bevise for landstræneren, at de skal med til OL i London. Fire andre ekvipager rider deres sidste chance om to uger ved CHIO-stævnet i Aachen, hvorefter det endelige OL-hold sættes den 6. juli. Det danske dressurlandshold er sponsoreret af First Horse Hesteforsikring. Dansk 4. plads i Rotterdam Dressurlandsholdet sikrede sig en 4. plads i holdkonkurrencen, mens Holland blev nr. 1, Sverige blev nr. 2 og Belgien nr. 3. Bedste danske Grand Prix blev fremvist af Lisbet Seierskilde på Jonstrupgårdens Raneur, der opnåede en score på 71,404 % og en individuel 8. plads, hvilket giver adgang til küren lørdag. Ekvipagens program blev især fremhævet af flotte serier og god piaffe og passage. Jonstrupgårdens Raneur virkede dog til tider lidt distraheret af omgivelserne, hvilket desværre påvirkede flere af øvelserne. Anne van Olst på Exquis Taikoen havde en fin tur onsdag, der bød på stærk piaffe og passage samt flotte serier, hvor især 1’er changementerne var i særklasse. Desværre blev det til et kiks på den sidste midterlinje, hvilket gik ud over både en piaffe og overgangen. I alt blev det til 70,426 % og en 13. plads, hvilket giver adgang til Grand Prix Special fredag. Lone Jørgensen og FBW De Vito var også på banen torsdag, hvor det blev til et resultat på 69,234 % og en 20 plads, hvilket gør, at der skal rides Grand Prix Special fredag. Grand Prix-programmet blev desværre præget af, at FBW De Vito var meget anspændt og opmærksom på omgivelserne, hvilket desværre udløste en del fejl. Der var dog også fine momenter, hvor især piaffen kan fremhæves. OL-pladser på spil Landstræner Rudolf Zeilinger følger ekvipagernes præstationer nøje i Rotterdam, for det er blandt disse tre ekvipager og de fire, der skal ride i Aachen, at han skal finde de tre landsholdsekvipager samt den individuelle, som Danmark skal stille med i London. Anne Troensegaard og Seduc var også udtaget til at ride i Rotterdam, men ekvipagen er desværre ikke med pga. en skade. Program: CDIO i Rotterdam Fredag den 22. juni kl. 13.30 – 17.00: Grand Prix Special Lørdag den 23. juni kl. 20.00 – 22.00: Grand Prix Kür Landshold: Aachen Nathalie zu Sayn-Wittgenstein/Digby Anna Kasprzak/Donnperignon Sidsel Johansen/Schianto Anne van Olst/Exquis Clearwater Stærke takter op til OL De danske dressurryttere har været særdeles stærkt ridende her godt to måneder før OL., hvilket tegner godt for forsvaret af bronzemedaljen fra OL 2008. OL i London varer fra den 27. juli – 12. august, og dressuren afvikles fra den 2. – 9. august. Kilde: Dansk Ride Forbund Se flere resultater via linket til højre.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner