Annika Knudsen Lorentsen
KRAFFT Tour of Amateurs er en turnering for amatørryttere, hvor 25 kvalificerer sig til at ride her i Herning. I Herning afholdes turneringen over tre konkurrencer, for i sidste ende at finde vinderen af den danske finale. Vinderen af finalen her i Herning, som afholdes på lørdag, får en direkte plads i KRAFFT Tour of Amateurs ved Falsterbo Horse Show 2023.
De 24 der var til start ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2023 i Dansk Hesteforsikring Arena E i dag, har sikret deres kvalifikation til dette stævne ved Danish Christmas Show Warm Up i december, og de er alle kendt for at kunne ride både fejlfrit og hurtigt.
Klassen blev afviklet som en springning over to faser, og det lykkedes 12 af de 24 ekvipager at komme fejlfrit igennem hele banen. Derfor var tiden i dag afgørende for at fordele placeringerne, og her viste Paya Kruse Kappel hvordan man rider en hurtig, men samtidig sikker og flot runde. Det gjorde hun i sadlen på den 21-årige vallak Castelino van Westleven e. Skippy II/ Feo, som var den ældste hest til start i klassen.
– Det er rigtig fedt at ride her i Herning, fortæller Paya, som i videoen nedenfor fortæller lidt mere. Paya er klar til at ride endnu en afdeling af KRAFFT Tour of Amateurs i morgen, mens finalen finder sted på lørdag.
Andenpladsen i dagens klasse gik til Emilie Nielsen, som ligeledes red en hurtig runde. Det gjorde hun i sadlen på den 7-årige Elle's Dancing Interstellar e. Party Dance/ Carson Ask (opdr. Susanne Grubbe). På tredjepladsen blev det Signe Nørgaard Pedersen med Arkobal e. Arko Junior PMS/ Ginger Somolli.
KRAFFT Tour of Amateurs er en turnering der er lavet for at give amatørryttere mulighed for at deltage ved større stævner, som netop Dansk Varmblods Hingstekåring, som afholdes i flotte rammer i MCH i Herning.