Kristine Ulsø Olsen
Da Frederiksværk Rideklub i forrige weekend lagde baner til et landsstævne i dressur for heste, var det både erfarne og uerfarne kræfter der stod bag afholdelsen af stævnet. 20-årige Marie Amalie Müller var for første gang stævnearrangør og fik i samarbejde med sine forældre afholdt et velfungerende stævne.
Marie Amalie har gennem de sidste mange år været en inkarneret del af dressursporten. Hun er selv dressurrytter og var som ponyrytter en del af bruttotruppen med Vasehøjs Kashi e. Bohøjgaards Mirage (opdr. Jørn Ellesøe Jarlholm). Hendes mor Mette er dressurdommer og hendes far Ulrik står bag firmaet Equilive, som har implementeret stævne-systemet Equipe her i Danmark.
– Jeg synes både at det er sjovt at hjælpe til, men også at være med til at planlægge. Min mor hjalp med at hyre dommere ind, men ellers stod jeg selv for at arrangere resten. Jeg har arbejdet med Equipe de sidste tre år til stævner, så det har givet mig mod på at blive formand for stævneudvalget og nu arrangere stævner, fortæller Marie Amalie.
Paperless stævne
Der er ingen tvivl om at fremtiden byder på endnu mere digitalisering end vi er vant til på nuværende tidspunkt. Stævnet i Frederiksværk var også en debut ved danske stævner for det nye "paperless", hvor protokoller (tidligere kritikker), bliver sendt til rytteren på mail når klassen er afsluttet.
– Når dommerne ankommer til stævnet, skal de scanne en QR-kode, hvor de skal skrive deres underskrift som automatisk bliver sat ind på alle protokoller i den klasse som dommeren skal dømme. Når rytterne rider taster skriveren karaktere og kommentarer ind på computeren, og når klassen så er afsluttet, bliver protokollen sendt på mail til rytteren. Det er dejlig nemt for alle parter og samtidig også coronavenligt, fordi der kun behøver være to personer i dommernetårnene, fortæller Marie Amalie.
Systemet med paperless vil også blive brugt ved det kommende DM i denne uge og herefter bliver det gjort tilgængeligt for alle klubber.