2 x bronze til de unge dressurryttere

25-07-2019 20:50

I dag blev holdmedaljerne for junior-, ung- og U25-rytterne uddelt ved EM og her blev der hængt bronzemedaljer om halsen på de danske junior og U25-rytterne

Vejrudsigten viser over 30 grader i italienske San Giovanni hvor både junior-, ung- og U25-rytterne i disse dage opholder sig for at deltage ved Europamesterskaberne i dressur. Det er hård kost i forhold til det normale vejr her i Danmark og det skulle også vise sig at give lidt problemer hos nogle af rytterne.

Bronze til juniorrytterne
Første halvdel af holdmesterskabet blev redet i går, hvor to ud af de fire holdrytter i alle alderkategorier var til start. Her lagde juniorrytterne sig til bronze og da de sidste to rytter havde redet i dag var det sikkert - bronzen var i hus! Resultatet bliver udregnet på den måde at de tre bedste resultater bliver lagt sammen også findes der en gennemsnitprocent. Her var de tyske ryttere helt i særklasse, da de tog guldet med et gennemsnit på 76.081% efterfulgt af Holland med 73.485% og så Danmark med 71.959%.

Alle fire ryttere på holdet, Frederikke Gram Jacobsen på Ryvangs Zafina, Sofie K. Hansen på Dieu D'Amour 3, Maria Mejlgaard Jensen på Uno og Sara Aagaard Hyrm på Skovborgs Romadinov formåede at ride over 71%, en præstation som landstræner Dennis Fisker er meget tilfreds med. 
– Alle fire juniorryttere har redet rigtig godt og som resultatlisterne også viser, haft en godt stabilt niveau. Det har vi grund til at være rigtig stolte af fortæller Dennis direkte fra Italien. 

Bedste dansker blev Frederikke Gram Jacobsen på Ryvangs Zafina som opnåede 72,42% og en individuelt 8. plads. 

Se det individuelle resultat af klassen HER og resultatet af holdkonkurrencen HER.

Heste er levende dyr
De sidste mange år har der været tradition for holdmedaljer eller  hos både junior - og ungryttere, men år blev det ikke til holdmedalje for U21-rytterne. – Ungrytter-holdet havde lidt udfordringer både i går og i dag, hvor tre ud af fire heste ikke var tilpas med enten vejret eller banen fortæller Dennis Fisker og fortsætter - Vi ved ikke helt hvorfor, men rytterne har taklet det rigtig godt og været okay med at det ikke altid går som man forventer. 

Holdet bestående af Malene Aborg på Quantico Nexen, Caroline T. Elsner på Alskenz Firfod, Sara Van Deurs - Petersen på Katholm's Ronaldo og Celine Rørbæk Silfen på Romio Højris, blev nummer fem med en gennemsnitprocent på 68.088. Guldet gik igen til Tyskland, denne gang med 74.745% mens de hollandske ryttere tog sig af sølvmedaljerne med 73.030%. Vores svenske naboer fik tilkæmpet sig bronzemedaljerne med 69.687%. 

Sara Van Deurs - Petersen på Katholm's Ronaldo blev i dag placeret som bedste dansker på niendepladsen med 71.05%.

Se det individuelle resultat af klassen HER og resultatet af holdkonkurrencen HER.

God start for Annabelle Rehn
Det er under et år siden at 13-årige Annabelle Rehn overtog DV-hesten Aros A’ Fenris, men på trods af det relative korte samarbejde, viste ekvipagen i dag at de har fundet godt sammen. Som eneste danske children-ekvipage red parret sig i dag ind på en femteplads med 73.84%. Her viste hollandske Lara van Nek særklasse, da hun vandt klassen med hele 77.46%.

Se det individuelle resultat af klassen HER.

Copyright Ridehesten.com
Det bronzevindende U25- hold sammen med holdleder Mette Müller. Foto: Privat

U25-rytterne gjorde arbejdet færdigt
Det blev så tæt som noget næsten kunne være da medaljerne skulle deles ud til U25-rytterne. Tyskland og Holland havde lagt afstand allerede i går hvor de danske hold bestående af Emma Skov på Cracker Jack, Nana Gajhede på Overgaards Lawell , Søren Wind på Diego 471 og Josefine Hoffmann på Hønnerups Driver, havde lagt sig ind på en foreløbig tredjeplads. Her til eftermiddag og aften gjorde Josefine og Søren deres for at bibeholde tredjepladsen som de svenske ryttere også var på jagt efter. Der blev regnet mange gange, men til stor dansk glæde, var den danske gennemsnitprocent på 68.490% mens svenskernes "kun" var på 68.333%. Endnu en bronzemedalje kom i hus til Danmark, mens tyskerne igen igen tog guld og hollænderne sølv.

Individuelt blev Josefine Hoffmann på Hønnerups Driver bedste dansker da de opnåede en sjetteplads med 70,88%.

Se det individuelle resultat af klassen HER og resultatet af holdkonkurrencen HER.

I morgen og lørdag rides der om individuelle medaljer i de individuelle programmer mens søndag er kür dag. Her får de 18 bedste lov til at ride, dog kun tre fra hver nation. Fra den danske lejr roses stævnet for gode forhold. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner