Britt Carlsen
De hjemlige springryttere har flere gange været tæt på en sejr under det internationale stævne i Bernstorffsparken, men det er endu ikke lykkedes for danskerne, at sikre en hjemmesejr. I eftermiddagens Grand Prix-klasse, der har 48 ryttere til start, har hele 10 danske ryttere klaret kvalifikationskravet. Blandt dem tre ungryttere: Camilla Ernst, Jessica Vinther Jensen og Kasper H. Hansen.
Det danske landshold, der red sig ind på en fornem tredjeplads i Nations Cup konkurrencen fredag i Parken er også at finde på startlisten i eftermiddag. Både Thomas Sandgaards Amarone og Thomas Velins Chopin van Het Moleneind sprang mere end overbevisende fredag, så der er håb om, at de kan ride sig ind i omspringningen i eftermiddag. Andreas Schou tester avlshingsten Vivaldi K i Grand Prix klassen. Den velspringende hingst har ikke meget erfaring på dette niveau, så det bliver interessant at følge parret gennem banen i dagens konkurrence.
Torben Frandsen/Antares og Rikke Haatrup/Qualico du Bobois er begge erfarne Grand Prix-ryttere og fra deres side kan vi også forvente en god gennemridning af banen. For to uger siden red Frandsen Antares fejlfrit gennem Grand Prix-banen i Drammen, hvor de sluttede på en 7. plads.
Ved DM hos Absolute Horses i Kolding førte Linnea Ericsson og Party Dance det danske mesterskab inden sidste runde. Desværre fik de nedslag og sluttede på sjettepladsen, men parret har vist særdeles fin form i Parken, hvor de i torsdagens store springklasse sluttede på tredjepladsen.
Ved DM-stævnet sluttede Thomas Dresler og Never Say Never med en forrygende flot 0-runde, og igen i Parken har de vist fin form med en fjerdeplads i Grand Prix-kvalifikationen lørdag aften. (Se interviewet med Thomas Dresler i nyheden om klassen her på sitet). Også de er klar til at tage kampen op mod de internationale topryttere i First Inernational Grand Prix.
Hvis man ikke har mulighed for at komme ind i Bernstorffsparken for at støtte rytterne og følge konkurrencerne, så kan man følge DR1's livestreaming fra konkurrencen her
Startlisten kan ses her