Thomas Bach Jensen
For blot to måneder siden erhvervede den danske dressurrytter Anna Zibrandtsen igennem Helgstrand Dressage sig den hollandske topdressurhest Arlando e. Paddox/ Mytens xx med det formål at opnå mere Grand Prix-erfaring. Med den 12-årige KWPN-hingst Arlando, der var Diederik van Silfhouts OL-partner sidste år, debuterede Anna internationalt i maj måned i franske Compiègne med et flot resultat på over 71%.
Den succes formåede den unge ekvipage at gentage i The Chedi Residences Grand Prix, hvor de red allerførst i klassen i et felt med 19 startende ryttere fra 9 forskellige nationer. Det blev for den 23-årige dansker og den øvelsesstærke Arlando, der dog forekom noget spændt, til et lidt forsigtigt ridt, som blev belønnet med 71,400% .
Ekvipagen blev fulgt tæt til dørs af den lokale helt, spanske Severo Jurado Lopez, der rider for Helgstrand Dressage og red et overbevisende program på Deep Impact e. De Niro/ Rubinstein til 70,080%. Arlandos mangeårige rytter, hollandske Diederik van Silfhout, sneg sig med Four Seasons ind på tredjepladsen foran danske Anna Kasprzak, der red sin kun 9-årige Rock Star e. Rockwell/ Weinberg ind på fjerdepladsen med 69,320%.
Se klassens resultat HER.