Annika Knudsen Lorentsen
Når der i denne uge er World Cup Herning, kan I opleve Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack e. Rosseau/ Jazz for sidste gang til stævne.
– Vi er ved at gøre klar til Zacks sidste ridestævne, som bliver World Cuppen i Herning om fem dage. Det er lidt vemodigt, fortæller Nanna Skodborg Merrald, som I videoen nederst afslører, at hun skal ride Zack i Herning denne uge.
Sammen har ekvipagen opnået mange store resultater. De har repræsenteret Danmark ved OL i Tokyo i 2021 og ved VM i Herning sidste år. Ved sidstnævnte var de på det guldvindende hold.
Den 19-årige avlshingst har haft en fantastisk stævnekarriere. Før han har gået med Nanna, har han også haft succes med Daniel Bachmann Andersen, som også har redet mesterskaber med den populære hingst.
Det er ikke kun i sporten, at Blue Hors Zack har gjort sig bemærket, som avlshingst er han far til et utal af succesfulde afkom.
Han er far til den tredobbelte UVM vinder Sezuan samt flere internationale GP-heste blandt andet Blue Hors Zepter, som også er aktuel under Nanna Skodborg Merrald og eksempelvis også Glock’s Zonik, som har gået topsport under Edward Gal.
World Cup Herning bliver sidste gang, hvor man kan se den fænomenale hingst i aktion ved ridestævne. Det foregår lørdag og søndag i Jyske Bank Boxen.